Leder: Elbilen som registreringsafgiftens banemand

Der er ingen klimafordel forbundet med elbiler, lyder det nu fra Verdensnaturfonden

Slettet Bruger,

30/08/2009

Der er ingen klimafordel forbundet med elbiler, lyder det nu fra Verdensnaturfonden. I hvert fald ikke så længe, strømmen bliver produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer. Til gengæld er der fordele for de hårdt plagede danske skatteydere forbundet med elbiler, for der er ingen regsistreringsafgift på dem i Danmark.

Når tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens få politiske sejre skal opgøres om 20 år, så kan fjernelsen af registreringsafgiften på elbiler meget vel være den største: Sådan afskaffede man måske bilistplyndringen!

De danske bilskatter fungerer som bekendt efter princippet, "få én - betal for tre", og det er en guldgrube for statskassen. Ingen realistiske mennesker turde gøre sig forhåbninger om, at det nogensinde skulle blive ændret, for der var simpelthen for mange rare skattekroner i konceptet, som politikerne kunne købe vælgere ved at dele ud af.

Men så kom klimasagen.

Da regeringen præsenterede idéen om at gøre Danmark til et foregangsland for elbiler ved helt at fjerne registreringsafgiften på dem, ville ingen på venstrefløjen naturligvis sige nej - ellers ville man jo kunne placeres som en ven af de forurenende biler. I skyndingen glemte man dog på venstrefløjen, at hvis danskerne over tid skifter deres benzin- eller dieseldrevne biler ud med nye elbiler (når de bliver bedre end nutidens elbiler), så kommer der cirka 20 mia. kr. mindre i statskassen, som venstrefløjen så altså ikke kan dele ud til arbejdssky danskere, fingermalende kunstnere eller på anden måde kaste i det store sorte hul, som vi benævner "den offentlige sektor".

Hvem kunne dog have forudset, at miljøsagen skulle gøre en ende på brandskatningen af landets bilister!

Kilde: