Det koster på bundlinjen med mange kvinder i bestyrelsen, siger ny forskning fra USA. Forklaringen er måske den, at virksomheder med mange kvindelige bestyrelsesmedlemmer er virksomheder, som rekrutterer efter politiske standarder i stedet for at rekruttere med et kvalifikationskriterie som målestok. Herhjemme har den forfriskende ærlige erhvervsmand Asger Aamund i hvert fald pointeret, at der endnu ikke er kvinder nok med den nødvendige erfaring til at kunne have et stort antal af dem på bestyrelsesposterne. I hvert fald ikke hvis man vil have de bedst egnede bestyrelsesmedlemmer. Skulle man derfor leve op til en kvindekvote ved sammensætningen af bestyrelserne, så ville mange virksomheder i erkendelse af, at de ikke må tage de mest kvalificerede - igen ifølge Asger Aamund - bare tage den med de bedste nødder. Og de er nok spændende at kigge på, men leve af dem kan man jo ikke, medmindre man driver virksomhed i meget specielle brancher.
I Norge, hvor man har lovgivet sig til, at der skal være mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne, siger en professor, at det kan være rigtigt nok, hvad man har fundet ud af i USA, men ligestilling på bestyrelsesposterne kan sagtens være de tabte penge værd. Og Norge er jo et rigt land, så man har råd til det, påpeger han. Javel ja, men hvilket formål skulle det da tjene? Hvorfor er det så vigtigt, at have en masse kvinder i bestyrelserne, hvis de endnu ikke kan findes i så stort et antal, at de 40 procent kan løse arbejdet lige så godt som de mænd, man ville have ansat, hvis man ikke var tvunget til at hyre kvinder? Ingen kan jo finde på at forlange, at 40 procent af f.eks. sygeplejerskerne partout skal være mænd, når alle ved, at det ville føre til, at man skulle ansætte mænd uden de nødvendige kvalifikationer, f.eks. en sygeplejerske-uddannelse.
Piger og drenge er forskellige, siger sagkundskaben, og det er såmænd også kvinder og mænd. Ligesom kvinder er mere interesserede i at blive sygeplejersker end mænd, så kan det sagtens være, at mænd er mere interesserede i at forfølge de ofte krævende karriereveje, som ad åre kan give plads i bestyrelseslokalerne. Hvorfor ikke bare lade den, der brænder mest for opgaven og er bedst egnet, udføre arbejdet? Om personen er kvinde eller mand burde da være ligegyldigt i et moderne og oplyst samfund.
I Norge, hvor man har lovgivet sig til, at der skal være mindst 40 procent kvinder i bestyrelserne, siger en professor, at det kan være rigtigt nok, hvad man har fundet ud af i USA, men ligestilling på bestyrelsesposterne kan sagtens være de tabte penge værd. Og Norge er jo et rigt land, så man har råd til det, påpeger han. Javel ja, men hvilket formål skulle det da tjene? Hvorfor er det så vigtigt, at have en masse kvinder i bestyrelserne, hvis de endnu ikke kan findes i så stort et antal, at de 40 procent kan løse arbejdet lige så godt som de mænd, man ville have ansat, hvis man ikke var tvunget til at hyre kvinder? Ingen kan jo finde på at forlange, at 40 procent af f.eks. sygeplejerskerne partout skal være mænd, når alle ved, at det ville føre til, at man skulle ansætte mænd uden de nødvendige kvalifikationer, f.eks. en sygeplejerske-uddannelse.
Piger og drenge er forskellige, siger sagkundskaben, og det er såmænd også kvinder og mænd. Ligesom kvinder er mere interesserede i at blive sygeplejersker end mænd, så kan det sagtens være, at mænd er mere interesserede i at forfølge de ofte krævende karriereveje, som ad åre kan give plads i bestyrelseslokalerne. Hvorfor ikke bare lade den, der brænder mest for opgaven og er bedst egnet, udføre arbejdet? Om personen er kvinde eller mand burde da være ligegyldigt i et moderne og oplyst samfund.
