Leder: Det største sociale problem

Danmarks - ja, verdens! - største sociale problem er kortsigtethed

Slettet Bruger,

09/09/2009

Danmarks - ja, verdens! - største sociale problem er kortsigtethed. Dette at nogle mennesker lægger alt for stor vægt på dagen i dag og ikke skænker morgendagen en tanke. Kortsigtethed kan forklare tomme husholdningsbudgetter, familier der bliver sat ud af deres boliger, arbejdsløshed, alkoholisme, ludomani, stofmisbrug, kriminalitet, visse familiers opløsning, negativ social arv ... Alt, simpelthen, fra kataloget af sociale onder.

Hvis alle mennesker tænkte langsigtet, så ville de eneste sociale problemer hidrøre fra medfødte handicaps, ulykker og den slags sygdomme, som er helt eller delvist upåvirkelige af livsstilsvalg. Og dog synes ingen af de beslutningstagere, som hævder, at de er på "de svages" side, at bekymre sig om kortsigtetheden.

Det er samfundet, der ikke er ordentligt skruet sammen, siger de i stedet. Og så foreslår de ellers flere og flere milliarder kroner hældt ud over de kortsigtede, så de aldrig, aldrig nogensinde komme til at mærke konsekvenserne af deres egne - kortsigtede - beslutninger. Flere penge til de arbejdsløse forældre, så de ikke behøver at bekymre sig om at få et job, der kan give deres børn et materielt bedre liv. Flere penge og gratis heroin til narkomanerne, så de ikke behøver at bekymre sig om at sætte en stopper for deres misbrug. Flere penge til operationer mod fedme, så de overvægtige ikke behøver at bekymre sig om at omlægge kost- og motionsvanerne. For bare at tage nogle få eksempler.

Alle disse penge tages fra de skatteborgere, der tænker langsigtet. Jo mere langsigtet, de har tænkt, og jo mere overskud på bankbogen de derfor har fået, jo mere skal de betale. Dermed mindskes gevinsten ved at tænke langsigtet, og ved uddelingen af pengene til de kortsigtede øges gevinsten ved at slippe sin indre hedonist løs. Hvorfor bekymre sig, når man kan få penge af det offentlige for at lade være?

På den baggrund er det ikke svært at forstå, hvorfor de sociale problemer i Danmark har været støt voksende i de seneste 50 år, hvor omfordelingen fra dem, der tænker langsigtet til dem, som tænker kortsigtet, er blevet fordoblet.

Kilde: