Det var en fejl at gå ind i Irak, og alle argumenter for invasionen er faldet til jorden: Irak skulle afvæbnes for masseødelæggelsesvåben - der var ingen. Irak havde tætte kontakter til al-Qaeda - passede ikke. Irak skulle demokratiseres - det er mislykkedes. Irak skulle befris for en morderisk diktator - javel, men diktatoren var tilsyneladende bare kransekagefigur for en befolkning, der selv rummede det morderiske i sig, og i dag slår irakerne hinanden ihjel i større antal, end før Saddam Hussein blev fjernet.
Irak repræsenterer desværre et nederlag for USA og dets allierede og en fiasko for det borgerlige Danmark, hvis politikere og meningsdannere insisterede på, at det var rigtigt at deltage i invasionen. Nu bærer man ansvaret for, at syv danske soldater er døde, flere er lemlæstede, og at man har smidt mere end to milliarder kroner ud af vinduet. Men mest væsentligt er man medansvarlig for, at mindst 68.000 irakere er omkommet som direkte følge af den fejltagelse, som er begået, og at millioner af irakere har måttet flygte fra deres hjem.
Burde man have vidst bedre? Måske. Der var nok lidt for stor tiltro til de rapporter, som amerikanske politikere fremkom med for at retfærdiggøre krigen, og der var i hvert fald en alt for idealistisk forestilling om mulighederne for at opbygge et nyt Irak efter vestligt forbillede. Man glemte helt den sunde skepsis overfor, hvad politiske beslutninger kan udrette, en skepsis som ellers traditionelt har kendetegnet både liberale og konservative - modsat venstreorienterede.
Men gjort er gjort, og ingen får det bedre af en diskussion om, hvorvidt man handlede mere med følelser end hjerne, da man sagde ja til dansk deltagelse i Irak-missionen. Én ting må de borgerlige politikere og meningsdannere, som stod bag beslutningen, imidlertid gøre, hvis de skal kunne se sig selv i spejlet: De skal indrømme, at de i tilbageblik begik en fejl.
Alle mennesker begår fejl, og det er ikke en skam at indrømme dem. Tværtimod er det et signal om, at man vil tage ved lære af sine fejltagelser, og at man vil gøre sit bedste for ikke at begå dem igen. Alternativet er ofte meget værre, nemlig at alle andre ved, man har fejlet, og at de derfor betragter en som enten uhæderlig, uden selverkendelse eller simpelthen småt begavet, fordi man ikke selv vil eller evner at erkende det.
Sådan er situationen i dag, hvor langt de fleste danskere, også borgerlige, bedømmer de allieredes indsats i Irak som fejlslagen. Overfor disse mennesker står borgerlige politikere og meningsdannere og fastholder stædigt, at de selv med den nuværende viden om, hvordan det gik, mener, det var rigtigt at invadere Irak.
Det er ikke befordrende for det borgerlige Danmarks omdømme. Hos de danskere, som interesserer sig for, hvad der foregår i verden uden for landets grænser, herunder ikke mindst de generationer af politisk interesserede unge som i disse år danner holdninger og politiske sympatier for livet, er det med til at gøre borgerlige idéer til noget, som mærkelige mennesker har - mennesker som, mens irakere dør i tusindtal, insisterer på, at det var rigtigt at omkalfatre Irak med militær magt, selvom katastrofen i al sin blodighed bliver vist hver aften i TV-Avisen.
Det er på tide, at borgerlige politikere og meningsdannere begynder at tænke lidt langsigtet, i stedet for kun at gå op i, om de på kort sigt kan udskyde indrømmelsen ved at benægte, hvad der for de fleste allerede er indlysende.
Irak repræsenterer desværre et nederlag for USA og dets allierede og en fiasko for det borgerlige Danmark, hvis politikere og meningsdannere insisterede på, at det var rigtigt at deltage i invasionen. Nu bærer man ansvaret for, at syv danske soldater er døde, flere er lemlæstede, og at man har smidt mere end to milliarder kroner ud af vinduet. Men mest væsentligt er man medansvarlig for, at mindst 68.000 irakere er omkommet som direkte følge af den fejltagelse, som er begået, og at millioner af irakere har måttet flygte fra deres hjem.
Burde man have vidst bedre? Måske. Der var nok lidt for stor tiltro til de rapporter, som amerikanske politikere fremkom med for at retfærdiggøre krigen, og der var i hvert fald en alt for idealistisk forestilling om mulighederne for at opbygge et nyt Irak efter vestligt forbillede. Man glemte helt den sunde skepsis overfor, hvad politiske beslutninger kan udrette, en skepsis som ellers traditionelt har kendetegnet både liberale og konservative - modsat venstreorienterede.
Men gjort er gjort, og ingen får det bedre af en diskussion om, hvorvidt man handlede mere med følelser end hjerne, da man sagde ja til dansk deltagelse i Irak-missionen. Én ting må de borgerlige politikere og meningsdannere, som stod bag beslutningen, imidlertid gøre, hvis de skal kunne se sig selv i spejlet: De skal indrømme, at de i tilbageblik begik en fejl.
Alle mennesker begår fejl, og det er ikke en skam at indrømme dem. Tværtimod er det et signal om, at man vil tage ved lære af sine fejltagelser, og at man vil gøre sit bedste for ikke at begå dem igen. Alternativet er ofte meget værre, nemlig at alle andre ved, man har fejlet, og at de derfor betragter en som enten uhæderlig, uden selverkendelse eller simpelthen småt begavet, fordi man ikke selv vil eller evner at erkende det.
Sådan er situationen i dag, hvor langt de fleste danskere, også borgerlige, bedømmer de allieredes indsats i Irak som fejlslagen. Overfor disse mennesker står borgerlige politikere og meningsdannere og fastholder stædigt, at de selv med den nuværende viden om, hvordan det gik, mener, det var rigtigt at invadere Irak.
Det er ikke befordrende for det borgerlige Danmarks omdømme. Hos de danskere, som interesserer sig for, hvad der foregår i verden uden for landets grænser, herunder ikke mindst de generationer af politisk interesserede unge som i disse år danner holdninger og politiske sympatier for livet, er det med til at gøre borgerlige idéer til noget, som mærkelige mennesker har - mennesker som, mens irakere dør i tusindtal, insisterer på, at det var rigtigt at omkalfatre Irak med militær magt, selvom katastrofen i al sin blodighed bliver vist hver aften i TV-Avisen.
Det er på tide, at borgerlige politikere og meningsdannere begynder at tænke lidt langsigtet, i stedet for kun at gå op i, om de på kort sigt kan udskyde indrømmelsen ved at benægte, hvad der for de fleste allerede er indlysende.
