På landbrugsskolerne går der utroligt få elever, som kommer fra akademiker-hjem. I forskerverdenen er det lige omvendt - her er det kun én ud af 35, der kommer fra hjem, hvor ingen af forældrene har en akademisk baggrund. Det sidste er et problem, mener regeringen ved videnskabsminister Helge Sander, som nu vil belønne universiteter, der sørger for, at flere forskere for fremtiden kommer fra ikke-akademiske hjem. Det første vil regeringen ikke tage lignende initiativer for at gøre noget ved.
Det er det sædvanlige akademiker-snobberi. For mange akademikere er forskertilværelsen det ypperste, man kan nå, og i Sanders ministerium er det som i andre ministerier akademikere, der styrer politikken og ministeren. De vil så gerne sikre alle adgang til den bedst mulige tilværelse, og kan slet ikke forstå, at andre mennesker har andre opfattelser af, hvad et godt liv er.
Man ser det samme, når der i debatten tales om social arv. Her gøres det altid til et problem, at nogle grupper i samfundet ikke i samme omfang vælger videregående uddannelser som andre grupper. Omvendt gøres det ikke til et problem, at akademikerbørn i mindre grad end andre vælger en tømreruddannelse eller at blive taxachauffører. De mønsterbrydere, som præsenteres for os som forbilleder, er altid dem, der får mere uddannelse end deres forældre - aldrig dem der har modet til at tro på, at de kan klare sig med mindre.
Men folk uden en lang videregående uddannelse og et liv som forsker lever efter alt at dømme en lige så lykkelig tilværelse som de højt uddannede og forskerne. Det er i hvert fald aldrig fra dem, at der lyder krav om, at der må gøres noget for at bryde deres sociale arv. Det hører man kun fra folk, som mener, at alle mennesker ville have det bedre, hvis de levede på samme måde som lige præcis dem selv. Navlebeskuenhed, kalder man det.
Det er det sædvanlige akademiker-snobberi. For mange akademikere er forskertilværelsen det ypperste, man kan nå, og i Sanders ministerium er det som i andre ministerier akademikere, der styrer politikken og ministeren. De vil så gerne sikre alle adgang til den bedst mulige tilværelse, og kan slet ikke forstå, at andre mennesker har andre opfattelser af, hvad et godt liv er.
Man ser det samme, når der i debatten tales om social arv. Her gøres det altid til et problem, at nogle grupper i samfundet ikke i samme omfang vælger videregående uddannelser som andre grupper. Omvendt gøres det ikke til et problem, at akademikerbørn i mindre grad end andre vælger en tømreruddannelse eller at blive taxachauffører. De mønsterbrydere, som præsenteres for os som forbilleder, er altid dem, der får mere uddannelse end deres forældre - aldrig dem der har modet til at tro på, at de kan klare sig med mindre.
Men folk uden en lang videregående uddannelse og et liv som forsker lever efter alt at dømme en lige så lykkelig tilværelse som de højt uddannede og forskerne. Det er i hvert fald aldrig fra dem, at der lyder krav om, at der må gøres noget for at bryde deres sociale arv. Det hører man kun fra folk, som mener, at alle mennesker ville have det bedre, hvis de levede på samme måde som lige præcis dem selv. Navlebeskuenhed, kalder man det.
