Leder: Dansk tilstedeværelse i Afghanistan mindsker vores sikkerhed

Nej, dansk militær er ikke i Afghanistan af hensyn til vores sikkerhed, sådan som forsvarsminister Søren Gade sagde det i går på tv, da han skulle ...

Slettet Bruger,

17/03/2008

Nej, dansk militær er ikke i Afghanistan af hensyn til vores sikkerhed, sådan som forsvarsminister Søren Gade sagde det i går på tv, da han skulle kommentere drabene på to danske soldater. Søren Gade tror utvivlsomt selv på det, men han tror forkert.

Vi er der, fordi vore politiker gerne vil føle, at de "spiller en rolle" i verdenssamfundet. Vi er der, fordi regeringen har som en rygmarvsreaktion, at det altid er bedst at følge USA. Og vi er der, fordi der i det borgerlige Danmark er for stor en tiltro til, at krudt og kugler kan eksportere vore demokratiske idealer til al verdens fjerne afkroge. Men vi er der ikke, fordi vi på den måde øger vores egen sikkerhed, tværtimod.

I sin årsrapport, som udkom i september, skrev Politiets Efterretningstjeneste direkte, at den danske deltagelse i de militære aktioner i Irak og Afghanistan har været med til at øge terrortrusselsniveauet i Danmark. Sammenhængen er altså en helt anden end påstået af forsvarsministeren: Jo mere danske soldater deltager i besættelser af lande i den muslimske verden, jo mere usikkert lever vi herhjemme.

PET's analyse er snusfornuftig og tager udgangspunkt i den nærliggende tanke, at de brede befolkninger i de muslimske lande hader os, fordi de ikke bryder sig om at være besat af fremmede magter, og fordi selve besættelsen gør det muligt for offerprædikanter i deres lande at hævde, at alle deres oftest selvforskyldte ulykker skyldes os. PET's analyse opererer endvidere med den idé, som nogle nok vil finde besynderlig, men som måske alligevel er værd at overveje, at muslimer i det store og hele vel er mennesker, som alle andre. Og ligesom danskerne heller ikke ville drysse rosenblade ud for iranske, saudiarabiske eller egyptiske tankvogne, hvis de deltog i en besættelse af Danmark, så går PET ud fra, at muslimerne nok har det på samme måde, når vi sender vores kampvogne ned til dem.

At vores sikkerhed ifølge PET mindskes, når vi har soldater i Afghanistan, gør naturligvis ikke i sig selv, at vi ikke skal være der. Nogle kampe er værd at tage, selvom de er risikable. Men hvilken værdifuld kamp er det, de danske soldater udkæmper i Afghanistan, hvis det ikke er den for vores egen sikkerhed? Ifølge statsminister Anders Fogh Rasmussen kæmper vi for afghanernes skyld, for deres "frihed og demokrati".

Den argumentation synes Søren Gade formentlig bare ikke er passende, når to danske soldater netop er blevet slået ihjel af de afghanere, som vi angiveligt er til stede for at hjælpe. Det betyder dog ikke, at hans alternative argumentation bliver rigtigere af den grund.

Kilde: