De er nervøse i Dansk Folkeparti. Det er derfor, at gruppeformand Kristian Thulesen Dahl nu kræver en håndfæstning af regeringspartierne: De skal forud for et valg sige, om de helst vil samarbejde med Dansk Folkeparti eller med de Radikale og Ny Alliance, når valget er overstået. Men hvorfor skulle Venstre og de Konservative dog svare på det? Det forholder sig naturligvis, som justistminister Lene Espersen siger: "Vi fører politik med dem, der vil gennemføre mest muligt af vores dagsorden, og det vil vi blive ved med efter et valg."
Hvis Dansk Folkeparti gerne vil sikre sig, at regeringen også efter et valg føler sig knyttet til partiet, så burde Pia Kjærsgaard og co. overveje, hvad de kan gøre for at sikre sig især de Konservatives opbakning. Dansk Folkeparti har i alle årene siden 2001 gjort, hvad det kunne for at forhindre de Konservative i at få bl.a. partiets mærkesag om lavere marginalskat gennemført. Derfor burde det ikke komme bag på Dansk Folkeparti, at de Konservative nu formentlig foretrækker et samarbejde med de Radikale og Ny Alliance, som udviser betydeligt større interesse for at ændre på skattens størrelse og endda også for at gennmføre de nødvendige reformer af overførselsindkomsterne, som kan sikre et større arbejdsudbud til det hungrende erhvervsliv.
Dansk Folkeparti har stort set fået den politik fra regeringen og dermed også fra de Konservative, som Dansk Folkeparti har krævet. Tiden er inde til, at Dansk Folkeparti nu begynder at betale tilbage, hvis der skal være nogen rimelighed til. Som tak for alle pengene til de ældre og til førtidspensionisterne, må Dansk Folkeparti være med til at bevilge en skattelettelse til verdens tredjehårdest beskattede folkeslag - de danske topskatteydere - hvis partiet vil bevare de gode samarbejdsaftaler med begge regeringspartierne. Det manglede da bare. I et godt sammarbejde kan den ene part ikke nøjes med at nyde hele tiden og aldrig yde. Ellers kan man ikke fortænke den anden i at søge nye og mere givtige alliancer.
Hvis Dansk Folkeparti gerne vil sikre sig, at regeringen også efter et valg føler sig knyttet til partiet, så burde Pia Kjærsgaard og co. overveje, hvad de kan gøre for at sikre sig især de Konservatives opbakning. Dansk Folkeparti har i alle årene siden 2001 gjort, hvad det kunne for at forhindre de Konservative i at få bl.a. partiets mærkesag om lavere marginalskat gennemført. Derfor burde det ikke komme bag på Dansk Folkeparti, at de Konservative nu formentlig foretrækker et samarbejde med de Radikale og Ny Alliance, som udviser betydeligt større interesse for at ændre på skattens størrelse og endda også for at gennmføre de nødvendige reformer af overførselsindkomsterne, som kan sikre et større arbejdsudbud til det hungrende erhvervsliv.
Dansk Folkeparti har stort set fået den politik fra regeringen og dermed også fra de Konservative, som Dansk Folkeparti har krævet. Tiden er inde til, at Dansk Folkeparti nu begynder at betale tilbage, hvis der skal være nogen rimelighed til. Som tak for alle pengene til de ældre og til førtidspensionisterne, må Dansk Folkeparti være med til at bevilge en skattelettelse til verdens tredjehårdest beskattede folkeslag - de danske topskatteydere - hvis partiet vil bevare de gode samarbejdsaftaler med begge regeringspartierne. Det manglede da bare. I et godt sammarbejde kan den ene part ikke nøjes med at nyde hele tiden og aldrig yde. Ellers kan man ikke fortænke den anden i at søge nye og mere givtige alliancer.
