Dansk Folkeparti er skattepolitisk ude af trit med partiets vælgere. Det står krystalklart, efter at Berlingske Tidende i lørdags kunne offentliggøre en Megafon-måling, der viser, at godt halvdelen af DF's vælgere er tilhængere af, at både mellem- og topskatten skrottes i forbindelse med den kommende skattereform. 30 procent er imod, mens de sidste små 20 procent svarer "hverken/eller" eller "ved ikke". Dermed ligger DF's vælgere på linje med vælgerne i både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.
Umiddelbart skulle man tro, at undersøgelsen ville sprede glæde i Dansk Folkepartis ledelse. Spørgsmålet om skattelettelser i toppen af indkomstskalaen har været årsag til megen kold luft mellem regeringen og det faste støtteparti. Modsat regeringen - og især de Konservative - har DF konsekvent afvist lettelser i toppen, og gør det fortsat i forbindelse med den skattereform, som Folketinget skal vedtage til foråret. Den uenighed viser sig nu at være grundløs, i hvert fald hvis man spørger DF's vælgere. Ved at følge sine vælgere kunne DF spare krudtet til de sager, hvor der vitterlig er uenighed med regeringen.
Af samme grund kan man kun undres over reaktionen fra Kristian Thulesen Dahl. Stik mod sine vælgeres ønsker forsikrer han os om, at DF vil kæmpe for at minimere den kommende reform, og han henviser i øvrigt til, at vælgerne nok skal komme på bedre tanker, når finansieringen af reformen skal diskuteres. Man fornemmer tydeligt, at Thulesen Dahl nok skal gøre sit til at fremstille en afskaffelse af mellem- og topskatten som den sikre vej til velfærdsstatens kollaps.
Denne nyfundne bekymring for finansieringen af egne vælgeres ønsker synes søgt, al den stund Dansk Folkeparti ved hver eneste udgiftskrævende forslag fra egen hånd hidtil blot har henvist til, at det nødvendige beløb kan tages fra ulandsbistanden. Eftersom der alligevel altid findes alternativ finansiering, har dette vist sig at være en uudtømmelig finansieringskilde for partiet.
For det andet gør Thulesen Dahl regning uden vært. Selvsamme Megafon-undersøgelse viser nemlig også, at danskerne på det groveste overvurderer mellem- og topskattens betydning for velfærdsstatens finansiering. Hvis Thulesen Dahl studerer de bagvedliggende tal, vil han se, at hans egne vælgere gennemsnitligt tror, at godt hver tredje indtægtskrone i statens regnskab kommer fra mellem- og topskatten, selvom det rigtige svar er mindre end hver 30. Alligevel siger over halvdelen af DF's vælgere altså, at de gerne ser mellem- og topskatten afskaffet. Jo mere det går op for dem, hvor lille betydning de to skatter i virkeligheden har for velfærdsstaten, desto mere vil modstanden mod dem vokse.
Spørgsmålet er, om DF's ledelse vil medvirke til denne vælgeroplysning eller modarbejde den?
Sagen er, at Thulesen Dahl i bund og grund er blevet fanget på det forkerte ben. Uagtet DF's fortid som et skattenægterparti har han antaget, at eftersom partiets vælgere ikke selv betaler topskat, så kan de nødvendigvis ikke støtte en afskaffelse. Men Fremskridtspartiet var aldrig partiet for de rige. Modsat hvad Thulesen Dahl synes at tro, er hans vælgere ikke belastet af en ideologisk modvilje mod, at det går andre det godt. Og de forstår godt, at hvis velfærdsniveauet skal bevares, uden at vi behøver importere nye bølger af arbejdskraft, så kræver det, at vi tilskynder de, der arbejder, til at yde en ekstra indsats.
Dansk Folkeparti har traditionelt været partiet, der havde et standpunkt til det tog et nyt. Som borgerlig kan man kun håbe, at partiets ledelse følger traditionen og sadler om i skattespørgsmålet. Spørgsmålet er hvor Pia Kjærsgaard står i denne sag? Hun plejer at have en snusfornuftig fornemmelse for sine vælgere, modsat - tilsyneladende - den ellers så beregnende Thulesen Dahl.
Umiddelbart skulle man tro, at undersøgelsen ville sprede glæde i Dansk Folkepartis ledelse. Spørgsmålet om skattelettelser i toppen af indkomstskalaen har været årsag til megen kold luft mellem regeringen og det faste støtteparti. Modsat regeringen - og især de Konservative - har DF konsekvent afvist lettelser i toppen, og gør det fortsat i forbindelse med den skattereform, som Folketinget skal vedtage til foråret. Den uenighed viser sig nu at være grundløs, i hvert fald hvis man spørger DF's vælgere. Ved at følge sine vælgere kunne DF spare krudtet til de sager, hvor der vitterlig er uenighed med regeringen.
Af samme grund kan man kun undres over reaktionen fra Kristian Thulesen Dahl. Stik mod sine vælgeres ønsker forsikrer han os om, at DF vil kæmpe for at minimere den kommende reform, og han henviser i øvrigt til, at vælgerne nok skal komme på bedre tanker, når finansieringen af reformen skal diskuteres. Man fornemmer tydeligt, at Thulesen Dahl nok skal gøre sit til at fremstille en afskaffelse af mellem- og topskatten som den sikre vej til velfærdsstatens kollaps.
Denne nyfundne bekymring for finansieringen af egne vælgeres ønsker synes søgt, al den stund Dansk Folkeparti ved hver eneste udgiftskrævende forslag fra egen hånd hidtil blot har henvist til, at det nødvendige beløb kan tages fra ulandsbistanden. Eftersom der alligevel altid findes alternativ finansiering, har dette vist sig at være en uudtømmelig finansieringskilde for partiet.
For det andet gør Thulesen Dahl regning uden vært. Selvsamme Megafon-undersøgelse viser nemlig også, at danskerne på det groveste overvurderer mellem- og topskattens betydning for velfærdsstatens finansiering. Hvis Thulesen Dahl studerer de bagvedliggende tal, vil han se, at hans egne vælgere gennemsnitligt tror, at godt hver tredje indtægtskrone i statens regnskab kommer fra mellem- og topskatten, selvom det rigtige svar er mindre end hver 30. Alligevel siger over halvdelen af DF's vælgere altså, at de gerne ser mellem- og topskatten afskaffet. Jo mere det går op for dem, hvor lille betydning de to skatter i virkeligheden har for velfærdsstaten, desto mere vil modstanden mod dem vokse.
Spørgsmålet er, om DF's ledelse vil medvirke til denne vælgeroplysning eller modarbejde den?
Sagen er, at Thulesen Dahl i bund og grund er blevet fanget på det forkerte ben. Uagtet DF's fortid som et skattenægterparti har han antaget, at eftersom partiets vælgere ikke selv betaler topskat, så kan de nødvendigvis ikke støtte en afskaffelse. Men Fremskridtspartiet var aldrig partiet for de rige. Modsat hvad Thulesen Dahl synes at tro, er hans vælgere ikke belastet af en ideologisk modvilje mod, at det går andre det godt. Og de forstår godt, at hvis velfærdsniveauet skal bevares, uden at vi behøver importere nye bølger af arbejdskraft, så kræver det, at vi tilskynder de, der arbejder, til at yde en ekstra indsats.
Dansk Folkeparti har traditionelt været partiet, der havde et standpunkt til det tog et nyt. Som borgerlig kan man kun håbe, at partiets ledelse følger traditionen og sadler om i skattespørgsmålet. Spørgsmålet er hvor Pia Kjærsgaard står i denne sag? Hun plejer at have en snusfornuftig fornemmelse for sine vælgere, modsat - tilsyneladende - den ellers så beregnende Thulesen Dahl.
