Leder: Danmarks Radios nasseri

Slettet Bruger,

04/07/2007

Så blev Danmarks Radio ramt i nakken af sit forsøg på med massiv tv-propaganda at få sortseerer til at have dårlig samvittighed over deres manglende licensbetaling. DR ville i sin kampagne med multijournalisten Mads Brügger som spydspids gerne lade som om, licens kan sammenlignes med en helt almindelig betaling for en ydelse, som man gerne vil købe. Tager man imod ydelsen uden at betale, er man en nasser, har det lydt fra DR igen og igen. Nuvel, opkræver man licens uden at levere et produkt, som folk vil have, så er man selvfølgelig også en nasser, og i de danske hjem modtager man mindre og mindre af DRs tv. Man gider simpelthen ikke se det længere.

Det er især mændene, som svigter, ved man fra andre undersøgelser. De er formentlig trætte af de mange programmer om hus og have og madlavning med Claus Meyer, der kan sige "råvarer" på en måde, som ikke er til at holde ud at høre på. Så hellere skifte over til en privat kanal og se fodbold eller et dokumentarprogram om Første Verdenskrig, det er noget mænd kan bruge til noget, men licensen skal ikke desto mindre falde alligevel. En sidebemærkning med relation til gårsdagens leder: Er det egentlig diskrimination mod mænd at opkræve licensbetaling hos dem og så bruge det meste af sendefladen på kvindeprogrammer?

Der er ingen rimelighed i licensbetalingen overhovedet. Udbyttet af DR's medievirksomhed er meget forskelligt hos danskerne - nogen har stor glæde af DR, andre bruger kun statsradiofoniens produkter i meget begrænset omfang. Men alle skal betale det samme beløb. I dagens afstemning på 180Grader.dk's forside spørger vi: "Hvis DR kunne lukke forbindelsen for dem, der ikke betaler licens, og licensen var frivillig, ville du så betale de 2.150 kr. om året for adgang til DR's produkter?" I skrivende stund har 84 procent af læserne svaret nej. De synes altså ikke, at de får tilstrækkelig værdi for licenskronerne, og for dem er der derfor ingen tvivl: Licens er DR's nasseri på befolkningen.

Kilde: