55.000 personer ville uden videre kunne få arbejde i Danmark i forskellige brancher, men stillingerne står ubesatte, ordrebøgerne kan ikke imødekommes, og pengene kan ikke tjenes. For der er mangel på arbejdskraft i Danmark. Masser af mennesker fra bl.a. Polen kommer hertil og arbejder, men kun i 12 måneder for derefter skal de betale fuld, dansk skat, og det skal man være hjemmefødning for at ville finde sig i. Polakkerne vender snuden hjem eller mod andre lande, hvor beskatningen har et mere menneskelig ansigt end i Danmark.
Den danske velfærdsstat er en enestående succes, også økonomisk, hører vi fra dens fortalere, men her ser vi endnu et eksempel på, at Danmark ville være et rigere land, hvis vi var den foruden. Sammenlignet med andre landes befolkninger var vi danskere rigere, før etableringen af velfærdsstaten, end vi er i dag. I 1960, hvor den offentlige sektor fyldte mindre i det danske samfund end i datidens USA, var vi det femterigeste folkeslag i verden. I dag er vi kun det tienderigeste. Hvis vi sammenligner med amerikanerne, så var danskernes velstand i 1960 på 89 procent af amerikanernes. I dag har vi kun 76 procent at gøre godt med sammenlignet med amerikanerne. Før velfærdsstaten havde vi økonomiske vækstrater på typisk fire procent om året. Efter velfærdsstatens opbygning i primært 60erne har vi gennemsnitligt haft vækstrater på to procent om året.
En af de primære grunde til dette forhold er, at det i takt med de voksende skatter er blevet stadig mindre attraktivt at arbejde i Danmark. Det har vi en tendens til at glemme i det daglige, men vi mindes om det, når vi får at vide, at andre landes borgere, som nu polakkerne, vælger Danmark fra som arbejdsplads, fordi skatterne er for høje.
Vi indfødte bliver imidlertid også påvirket af det. Danskerne ligger helt i bund i OECD's statistikker over hvor meget, de beskæftigede arbejder i deres lønnede stillinger. 1.500 timer bliver det til årligt, det fjerdelaveste niveau blandt 29 OECD-medlemslande. Gennemsnittet ligger på 1.700 timer. Forklaringen er, at vi hellere vil holde fri fra det lønnede arbejde, men ikke at vi af den grund holder fri. Vi går bare rundt derhjemme og lægger fliser, gør rent, bygger carporte og maler vinduer i meget højere grad, end man gør i andre lande. For det arbejde, vi gør derhjemme, er ikke beskattet.
På den måde spildes enorme ressourcer. Ingeniøren, der er bedre til at bygge broer end til at bygge carport, bygger carport. Kirurgen, der gør mere gavn ved at skære i mennesker, skærer i stedet i fliser. Og tømreren og mureren, som både kunne have udført arbejdet bedre og hurtigere, er i øvrigt på dagpenge, fordi de ikke lige har lyst til at søge arbejde for tiden.
Den danske model er at lægge høje skatter på velstandsskabende arbejde, så vi får mindre af arbejdet. Og at uddele skattepengene til de dovne, som ikke skaber noget, men bare forbruger, så vi får mere af dovenskaben. Det er intet under, at flittige polakker siger nej tak til den model.
Den danske velfærdsstat er en enestående succes, også økonomisk, hører vi fra dens fortalere, men her ser vi endnu et eksempel på, at Danmark ville være et rigere land, hvis vi var den foruden. Sammenlignet med andre landes befolkninger var vi danskere rigere, før etableringen af velfærdsstaten, end vi er i dag. I 1960, hvor den offentlige sektor fyldte mindre i det danske samfund end i datidens USA, var vi det femterigeste folkeslag i verden. I dag er vi kun det tienderigeste. Hvis vi sammenligner med amerikanerne, så var danskernes velstand i 1960 på 89 procent af amerikanernes. I dag har vi kun 76 procent at gøre godt med sammenlignet med amerikanerne. Før velfærdsstaten havde vi økonomiske vækstrater på typisk fire procent om året. Efter velfærdsstatens opbygning i primært 60erne har vi gennemsnitligt haft vækstrater på to procent om året.
En af de primære grunde til dette forhold er, at det i takt med de voksende skatter er blevet stadig mindre attraktivt at arbejde i Danmark. Det har vi en tendens til at glemme i det daglige, men vi mindes om det, når vi får at vide, at andre landes borgere, som nu polakkerne, vælger Danmark fra som arbejdsplads, fordi skatterne er for høje.
Vi indfødte bliver imidlertid også påvirket af det. Danskerne ligger helt i bund i OECD's statistikker over hvor meget, de beskæftigede arbejder i deres lønnede stillinger. 1.500 timer bliver det til årligt, det fjerdelaveste niveau blandt 29 OECD-medlemslande. Gennemsnittet ligger på 1.700 timer. Forklaringen er, at vi hellere vil holde fri fra det lønnede arbejde, men ikke at vi af den grund holder fri. Vi går bare rundt derhjemme og lægger fliser, gør rent, bygger carporte og maler vinduer i meget højere grad, end man gør i andre lande. For det arbejde, vi gør derhjemme, er ikke beskattet.
På den måde spildes enorme ressourcer. Ingeniøren, der er bedre til at bygge broer end til at bygge carport, bygger carport. Kirurgen, der gør mere gavn ved at skære i mennesker, skærer i stedet i fliser. Og tømreren og mureren, som både kunne have udført arbejdet bedre og hurtigere, er i øvrigt på dagpenge, fordi de ikke lige har lyst til at søge arbejde for tiden.
Den danske model er at lægge høje skatter på velstandsskabende arbejde, så vi får mindre af arbejdet. Og at uddele skattepengene til de dovne, som ikke skaber noget, men bare forbruger, så vi får mere af dovenskaben. Det er intet under, at flittige polakker siger nej tak til den model.
