Det er uendeligt svært at tage dagbladene seriøst, når de klager over den unfair konkurrence, som de udsættes for, når Danmarks Radio med tvangsopkrævede licensmidler i ryggen dyster med dem på nettet. Det er ikke, fordi synspunktet fra dagbladene er forkert, at seriøsiteten er fraværende. Det
er da vitterligt unfair, det der foregår. Men når budskabet kommer fra de samme dagblade, som selv konkurrerer på nettet med alle deres offentlige støttekroner imod en række nye onlinemedier, der ikke får støtte, og når dagbladene ønsker, at det skal fortsætte på denne måde - så er hykleriet totalt.
Så sent som fredag i denne uge argumenterede den adm. direktør for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal, i en kronik i Berlingske Tidende for, at man hverken bør reducere støtten til dagbladene eller gøre de nye onlinemedier støtteberettigede. Det sidste er vi enige i. Onlinemedierne kan sagtens klare sig selv, så der er ingen grund til at støtte dem med statspenge. Men det første er vi dybt uenige i. Dagbladene burde også kunne klare sig selv, og hvis de ikke kan, så er det, fordi de ikke gør det godt nok, eller fordi teknikken med at trykke ord på papir og bringe papiret ud med bud til landets brevsprækker er forældet i en tid, hvor man kan springe tryk og udbringning over ved at åbne sin computer. Vi transporterer os jo heller ikke rundt i hestevogne længere.
Det mest interessante i Ebbe Dals kronik er imidlertid argumentationen for, hvorfor dagbladene fortsat kan noget ganske særligt. Læs selv med:
"Tag nu denne artikel! Jeg har skrevet et indlæg om, hvad det danske samfund kan miste, hvis det i ukritisk beundring for nye mediefænomener - som dagbladene går forrest med - glemmer at passe på aviserne.
Hvor skulle jeg få mit debatindlæg frem, hvis ikke i en avis? På en blog? Ja, hvis jeg var selvoptaget nok til at tro, at alle relevante politikere og samfundsdebattører ikke havde andet at lave end at følge en blog fra min hånd eller havde valgt at modtage RSS-feeds fra den. På Internet? Ja, hvor skulle det være? Der ville nok være endnu mindre opmærksomhed fra de rette mennesker, hvis jeg brugte Facebook til at diskutere de store emner. Og jeg tror heller ikke, at alle, der har indflydelse, dagligt lægger vejen forbi danskedagblade.dk for at klikke på "DDF Mener".
Selvom politikerne og meningsmagerne så strømmede til hver gang, jeg satte mig til tasterne, tror jeg stadig ikke, at en forsvarlig bid af offentligheden ville være med på en kigger og danne sig meninger om mit ærinde og måske skrive et læserbrev til bred publicering på mandag om, hvor meget jeg tog fejl? Det samme ville gælde, hvis jeg fik optaget min artikel i et fagblad. For hvilket fagblad, der rummer debat, har bred folkelig gennemslagskraft som en avis?"
Ebbe Dal tror altså, at den folkelige debat i Danmark i disse år fortsat foregår i dagbladene. Hvor tager han dog fejl! For hver gang dagbladene allernådigst giver plads til, at læserne kan ytre deres mening i et læserbrev på de dertil indrettede opslag eller halvsider, bliver der skrevet tusindvis af kommentarer på de danske internetfora, hvor den politiske debat i disse år trives bedre end nogensinde. Når Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken sender deres aviser ud til i omegnen af 100.000 abonenter hver, så læses deres kronikker - det viser avisernes egne undersøgelser - kun af en lille brøkdel af læserne. Et lille netmedie med små ressourcer som nærværende 180Grader har til sine mest læste klummer formentlig lige så mange læsere, som den gennemsnitlige kronik i de store landsdækkende morgenaviser. Og mens en kronik normalt kaster en enkel eller to læserbreve af sig bagefter, så er det ikke unormalt, at der er flere end 50 læserkommentarer på en klumme på 180Grader.
Den folkelige debat - der hvor de meninger brydes, som skaber fremtidens Danmark - foregår i dag på nettet. Dagbladene er fortsat det sted, hvor der ofres flest ressorcer på selvstændig journalistik - den credit skal de have. Dagbladene er fødekæde for både deres egne onlineudgaver, andre netaviser, radioaviser, tv-nyheder og blog-miljøer. Men der er ingen grund til at tro, at det vil være sådan fremover. Eller til at mene at det bør være sådan. Det forhold, at dagbladene begunstiges med 300 mio. kr. fra staten, som andre ikke kan få del i, er nemlig blot medvirkende til, at de fortsat kan sidde trygt på nyhedsmarkedet, uden at andre - her og nu - kan udkonkurrere dem og tage over.
Væk med støtten! Lad falde hvad ej kan stå.
Så sent som fredag i denne uge argumenterede den adm. direktør for Danske Dagblades Forening, Ebbe Dal, i en kronik i Berlingske Tidende for, at man hverken bør reducere støtten til dagbladene eller gøre de nye onlinemedier støtteberettigede. Det sidste er vi enige i. Onlinemedierne kan sagtens klare sig selv, så der er ingen grund til at støtte dem med statspenge. Men det første er vi dybt uenige i. Dagbladene burde også kunne klare sig selv, og hvis de ikke kan, så er det, fordi de ikke gør det godt nok, eller fordi teknikken med at trykke ord på papir og bringe papiret ud med bud til landets brevsprækker er forældet i en tid, hvor man kan springe tryk og udbringning over ved at åbne sin computer. Vi transporterer os jo heller ikke rundt i hestevogne længere.
Det mest interessante i Ebbe Dals kronik er imidlertid argumentationen for, hvorfor dagbladene fortsat kan noget ganske særligt. Læs selv med:
"Tag nu denne artikel! Jeg har skrevet et indlæg om, hvad det danske samfund kan miste, hvis det i ukritisk beundring for nye mediefænomener - som dagbladene går forrest med - glemmer at passe på aviserne.
Hvor skulle jeg få mit debatindlæg frem, hvis ikke i en avis? På en blog? Ja, hvis jeg var selvoptaget nok til at tro, at alle relevante politikere og samfundsdebattører ikke havde andet at lave end at følge en blog fra min hånd eller havde valgt at modtage RSS-feeds fra den. På Internet? Ja, hvor skulle det være? Der ville nok være endnu mindre opmærksomhed fra de rette mennesker, hvis jeg brugte Facebook til at diskutere de store emner. Og jeg tror heller ikke, at alle, der har indflydelse, dagligt lægger vejen forbi danskedagblade.dk for at klikke på "DDF Mener".
Selvom politikerne og meningsmagerne så strømmede til hver gang, jeg satte mig til tasterne, tror jeg stadig ikke, at en forsvarlig bid af offentligheden ville være med på en kigger og danne sig meninger om mit ærinde og måske skrive et læserbrev til bred publicering på mandag om, hvor meget jeg tog fejl? Det samme ville gælde, hvis jeg fik optaget min artikel i et fagblad. For hvilket fagblad, der rummer debat, har bred folkelig gennemslagskraft som en avis?"
Ebbe Dal tror altså, at den folkelige debat i Danmark i disse år fortsat foregår i dagbladene. Hvor tager han dog fejl! For hver gang dagbladene allernådigst giver plads til, at læserne kan ytre deres mening i et læserbrev på de dertil indrettede opslag eller halvsider, bliver der skrevet tusindvis af kommentarer på de danske internetfora, hvor den politiske debat i disse år trives bedre end nogensinde. Når Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken sender deres aviser ud til i omegnen af 100.000 abonenter hver, så læses deres kronikker - det viser avisernes egne undersøgelser - kun af en lille brøkdel af læserne. Et lille netmedie med små ressourcer som nærværende 180Grader har til sine mest læste klummer formentlig lige så mange læsere, som den gennemsnitlige kronik i de store landsdækkende morgenaviser. Og mens en kronik normalt kaster en enkel eller to læserbreve af sig bagefter, så er det ikke unormalt, at der er flere end 50 læserkommentarer på en klumme på 180Grader.
Den folkelige debat - der hvor de meninger brydes, som skaber fremtidens Danmark - foregår i dag på nettet. Dagbladene er fortsat det sted, hvor der ofres flest ressorcer på selvstændig journalistik - den credit skal de have. Dagbladene er fødekæde for både deres egne onlineudgaver, andre netaviser, radioaviser, tv-nyheder og blog-miljøer. Men der er ingen grund til at tro, at det vil være sådan fremover. Eller til at mene at det bør være sådan. Det forhold, at dagbladene begunstiges med 300 mio. kr. fra staten, som andre ikke kan få del i, er nemlig blot medvirkende til, at de fortsat kan sidde trygt på nyhedsmarkedet, uden at andre - her og nu - kan udkonkurrere dem og tage over.
Væk med støtten! Lad falde hvad ej kan stå.
