Leder: DFs mislyde

Regeringen og Dansk Folkeparti har gjaldet højt mod Liberal Alliances erstatningskrav for at sige ja til VKO's renoveringspulje

Slettet Bruger,

18/03/2009

Regeringen og Dansk Folkeparti har gjaldet højt mod Liberal Alliances erstatningskrav for at sige ja til VKO's renoveringspulje. Partiet har nu sågar vist sig åbenlyst uegnede som fremtidige forhandlingspartnere, lader DF's økonomiske chefdirigent Kristian Thulesen Dahl forstå i dag.

Fakta er, at der var fire partier med i finanslovsforliget.

Fakta er, at de tre af partierne derefter, uden om det fjerde, aftalte udgifter for 2009, der ikke var indeholdt i finansloven.

Fakta er, at når en part løber fra en aftale, bør den anden kompenseres. Det tilsiger sund fornuft, almindelig respekt for forhandlingspartnere og forståelse for Christiansborg-logik.

For at få noget, må man give noget. Det politiske klaver kan ikke spille anderledes, og det ved DF's "pianister" jo bedre end alle andre. Ingen har i de senere år som de skaffet penge til særformål som Inges Kattehjem eller modelskibsbyggeri, ingen har som de stillet særkrav, gerne stramninger på rets- eller integrationsområdet, for at lægge stemmer til politik, der hverken havde med siamesere, skibe, straf eller somaliere at gøre.

Om man vil fortolke LA's udbytte af forhandlingerne som en total triumf, et rimeligt resultat eller blot spinkel symbolik må være op til hver enkelt. Men at de måtte kompenseres i eller anden form, er der ingen grund til at spille forarget over. Slet ikke for Kristian Thulesen Dahl.

Mon ikke harmen blot skyldes, at det denne gang ikke var Dansk Folkepartis, men Liberal Alliances, tur til at modtage for at godtage?


Kilde: