Leder: Borgerrepræsentationen høster, hvad den har sået

De naive sjæle i Københavns Borgerrepræsentation med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, som tror, at balladen med de autonome vil forstumme...

Slettet Bruger,

06/01/2008

De naive sjæle i Københavns Borgerrepræsentation med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen, som tror, at balladen med de autonome vil forstumme ved at tildele dem et nyt kommunalt finansieret klubhus, kan godt berede sig på at blive klogere. Formentlig vil der ske lige det modsatte. De autonome har fundet ud af, at de ikke alene får omtale i medierne, hver gang de laver ny ballade - det får heller ikke negative konsekvenser for dem i forholdet til deres kommunale velgørere.

Det er i det lys, at vi skal se de fortsatte besættelser af bygninger, som den venstreradikale personkreds fra den såkaldte "ungdomshusbevægelse" står for, herunder den seneste på Amager. Det, man belønner, får man mere af, og et flertal i Borgerrepræsentationen har belønnet husbesættelser med lovning om et hus. Nu vil de autonome bare gerne have hus nummer to. Og hvis de får det, vil de have nummer tre ...

Hvis Ritt Bjerregaard havde villet det bedste for København fremfor bare at tænke kortsigtet på sine egne interesser i at stå på god fod med venstrefløjen i sin by, så ville hun have sat en fod ned, allerede inden hun inviterede de autonome til husforhandlinger på rådhuset. Opgøret med mennesker, som med trusler om vold og ødelæggelse kræver af alle vi andre, at vi skal servicere deres ønsker i tilværelsen, skal tages med det samme - afpresserne skal ikke opmuntres ved gaveuddeling. Det var Ritt Bjerregaards opgave.

Regeringens opgave oven på de københavnske lokalpolitikeres svigt bliver at gøre livet lidt mere surt for husbesætterne. Ellers fortsætter de i det uendelige. Derfor: Hæv nu nu straffene, Christiansborg!

Kilde: