Kulturordfører Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti vil ikke bakke op om brugerbetaling på bibliotekerne: "Det skal ikke være pengepungen, der bestemmer, om man kan få åndelig føde eller ej," siger hun. Heller ikke Venstres og de Konservatives ordførere vil være med - i hvert fald ikke for bøgernes vedkommende.
Som med så meget andet politikersnak har vi med Karin Nødgaards udtalelse at gøre med en tom frase, som for nogen måske lyder indlysende, men som ikke tåler nærmere granskning. For hvis man gerne vil tillade, at pengepungen skal bestemme, om man kan få rigtig føde, altså brød, mælk, kød og den slags, hvorfor skulle den så ikke kunne bestemme indtagelsen af den åndelige føde? Det er vel trods alt vigtigere, at mennesker får mad indenborde, end at de får Klaus Rifbjerg.
Hvad vi har at gøre med her, er derfor noget helt andet, nemlig formynderi. Politikerne er bange for, at borgerne, hvis de får lov at beholde deres penge, fremfor at de opkræves til biblioteksdrift, vil bruge dem på noget andet end at låne bøger. Nogle vil måske leje en film i stedet. Andre vil købe nyt tøj. En tredje gruppe vil gå på restaurant. O.s.v. Og det må de bare ikke! Politikerne ved bedre, hvad der er godt for folket, tror de, og det er at læse bøger.
Men i virkeligheden er det naturligvis en enestående arrogance, som politikerne udviser. De ved ingen verdens ting om, hvad andre mennesker har bedst af. Hvor skulle de vide det fra? De ved ikke engang, hvad der er bedst for deres egen nabo, og hvis Karin Nødgaard stak hovedet hen over hækken til sin og sagde, "hør hov, burde du ikke bruge lidt flere penge på kulturelle aktiviteter, i stedet for at tage på skiferie", så ville han naturligvis bede hende om at holde mund og fortælle til sine venner og bekendte, at hende fru Nødgaard da vist var blevet kugleskør.
Det, der mennesker i mellem er kugleskørt, bliver ikke stor visdom, fordi det foregår på nationalt plan mellem politikere og befolkning. Det er en vigtig tommelfingerregel, som især landets kulturpolitikere burde skrive sig bag øret.
Som med så meget andet politikersnak har vi med Karin Nødgaards udtalelse at gøre med en tom frase, som for nogen måske lyder indlysende, men som ikke tåler nærmere granskning. For hvis man gerne vil tillade, at pengepungen skal bestemme, om man kan få rigtig føde, altså brød, mælk, kød og den slags, hvorfor skulle den så ikke kunne bestemme indtagelsen af den åndelige føde? Det er vel trods alt vigtigere, at mennesker får mad indenborde, end at de får Klaus Rifbjerg.
Hvad vi har at gøre med her, er derfor noget helt andet, nemlig formynderi. Politikerne er bange for, at borgerne, hvis de får lov at beholde deres penge, fremfor at de opkræves til biblioteksdrift, vil bruge dem på noget andet end at låne bøger. Nogle vil måske leje en film i stedet. Andre vil købe nyt tøj. En tredje gruppe vil gå på restaurant. O.s.v. Og det må de bare ikke! Politikerne ved bedre, hvad der er godt for folket, tror de, og det er at læse bøger.
Men i virkeligheden er det naturligvis en enestående arrogance, som politikerne udviser. De ved ingen verdens ting om, hvad andre mennesker har bedst af. Hvor skulle de vide det fra? De ved ikke engang, hvad der er bedst for deres egen nabo, og hvis Karin Nødgaard stak hovedet hen over hækken til sin og sagde, "hør hov, burde du ikke bruge lidt flere penge på kulturelle aktiviteter, i stedet for at tage på skiferie", så ville han naturligvis bede hende om at holde mund og fortælle til sine venner og bekendte, at hende fru Nødgaard da vist var blevet kugleskør.
Det, der mennesker i mellem er kugleskørt, bliver ikke stor visdom, fordi det foregår på nationalt plan mellem politikere og befolkning. Det er en vigtig tommelfingerregel, som især landets kulturpolitikere burde skrive sig bag øret.
