Leder: Bøffer og pølser for 3.000.000.000 kroner

Danskerne betaler hvert år over tre milliarder kroner i licens til Danmarks Radio

Slettet Bruger,

03/01/2008

Danskerne betaler hvert år over tre milliarder kroner i licens til Danmarks Radio. Det er en enorm sum, men hvad får vi for pengene? Lad os høre, hvad centrale DR-medarbejdere selv siger. Først dramachef Ingolf Gabold:

"DR ligger og gisper som en strandet hval. Og hvis der ikke snart kommer nogen med en stor kæde og en kran og trækker os ud på vandet igen, så bliver det en katastrofe for public service i Danmark. Seerne og lytterne kan ikke mærke besparelserne i DR massivt endnu. Men det kan jeg love dig, at de kan i løbet af foråret - i hele DR."

Så Ulrik Haagerup, chef for DR Nyheder, der fortæller om, at de hårde økonomiske odds i DR nu fører til, at flere journalister selv skal både filme, interviewe og klippe deres indslag:

"Når man sætter folk til at lave noget, de ikke har lavet før, giver det større risiko for fejl. I overgangsfasen bliver der lavet mange bøffer."

Tillidsmand Jørgen Laurvig fra TV-Avisen supplerer:

"Det bliver en pølsefabrik, hvor man møder ved samlebåndet hver morgen og laver rutinearbejde uden overskud og fortælleglæde."

Lad os opsummere. For de mere end tre milliarder kroner får licensbetalerne af DR: Katastrofal public service, mange bøffer og en journalistisk pølsefabrik.

Det er vist på tide, at dansk public service enten lukkes helt eller udliciteres. Licitationsteksten kunne lyde sådan her:

Den danske stat har tre milliarder til overs til produktion af tv og radio. Enhver der kan få disse midler til at strække længere end til bøffer og pølser kan komme på tale i stedet for den nuværende leverandør. Alternativt kan andre bøf og pølsefabrikanter byde ind med en lavere pris.

Alle interesserede indkaldes til samtale i Finansministeriet tirsdag den 15. januar. Køen forventes at begynde ved storkespringvandet på Amager Torv. Medbring godt humør og tålmodighed!

Kilde: