"At tjenestemænd, pensionister,
arbejdsløse osv. bør kunne stemme om, hvordan de skal lønnes af andres
lomme, og at deres stemme skal kunne kapres med løfter om
lønstigninger, det er næppe et rimeligt arrangement."
Sådan skrev nobelprismodtageren i økonomi F. A. Hayek i det tredje bind af sit i intellektuelle, liberale kredse meget roste værk "Law, Legislation and Liberty" i 1979. Og emnet popper med jævne mellemrum op i den danske debat, når medlemmer af Venstres Ungdom eller senest Konservativ Ungdom drister sig til at sige højt, hvad de i virkeligheden mener, når de ikke skal tage hensyn til ønsket om en kommende politisk karriere.
Fædrene til vores nuværende grundlov gjorde sig også tanker om emnet:
"Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret," kan man således stadig læse i Grundlovens paragraf 29.
Synspunktet er såre naturligt. Det går i sin essens ud på, at dem, der ikke bidrager til kagen, heller ikke skal være med til at bestemme, hvordan den skal skæres og fordeles.
Hayeks løsning var i den forbindelse bedre end Grundlovens. Han foreslog et parlamentarisk andetkammer, som skulle tage sig af økonomiske bevillingspørgsmål. Til dette kammer skulle kun skatteydende vælgere have stemmeret - ikke vælgere der alene var skattenydende. Al øvrig lovgivning, der ikke direkte havde med bevilling af penge at gøre - retspolitik, udenrigspolitik, miljøpolitik f.eks. - skulle ifølge Hayek afgøres i det førstekammer, hvortil alle skulle have stemmeret. Men når finansloven skulle vedtages, så skulle det være med accept af det skatteydervalgte andetkammer. Skattenyderne skulle ifølge Hayek ikke kunne stemme sig til skatteydernes penge.
F. A. Hayek og Grundlovens fædre havde ret. Det er ingen menneskeret at kunne bestemme over frugten af andre menneskers arbejde. Tværtimod, faktisk.
Sådan skrev nobelprismodtageren i økonomi F. A. Hayek i det tredje bind af sit i intellektuelle, liberale kredse meget roste værk "Law, Legislation and Liberty" i 1979. Og emnet popper med jævne mellemrum op i den danske debat, når medlemmer af Venstres Ungdom eller senest Konservativ Ungdom drister sig til at sige højt, hvad de i virkeligheden mener, når de ikke skal tage hensyn til ønsket om en kommende politisk karriere.
Fædrene til vores nuværende grundlov gjorde sig også tanker om emnet:
"Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret," kan man således stadig læse i Grundlovens paragraf 29.
Synspunktet er såre naturligt. Det går i sin essens ud på, at dem, der ikke bidrager til kagen, heller ikke skal være med til at bestemme, hvordan den skal skæres og fordeles.
Hayeks løsning var i den forbindelse bedre end Grundlovens. Han foreslog et parlamentarisk andetkammer, som skulle tage sig af økonomiske bevillingspørgsmål. Til dette kammer skulle kun skatteydende vælgere have stemmeret - ikke vælgere der alene var skattenydende. Al øvrig lovgivning, der ikke direkte havde med bevilling af penge at gøre - retspolitik, udenrigspolitik, miljøpolitik f.eks. - skulle ifølge Hayek afgøres i det førstekammer, hvortil alle skulle have stemmeret. Men når finansloven skulle vedtages, så skulle det være med accept af det skatteydervalgte andetkammer. Skattenyderne skulle ifølge Hayek ikke kunne stemme sig til skatteydernes penge.
F. A. Hayek og Grundlovens fædre havde ret. Det er ingen menneskeret at kunne bestemme over frugten af andre menneskers arbejde. Tværtimod, faktisk.
