"Det er godt, at de studerende ikke skal betale for deres adgang til en videregående uddannelse i Danmark, for ellers ville børn fra hjem uden penge og uden tradition for uddannelse ikke kunne få sig en." Sådan lyder argumentet i den offentlige debat, når nogen har dristet sig til at antyde, at man måske godt kunne lade de studerende betale i det mindste noget af deres uddannelse selv.
Men hvad gavn gør det for socialklasse 5, at den kan sende sine børn på en skattefinansieret videregående uddannelse, når den ikke gør det? Kun én ud af 20 studerende på universitetet har ufaglærte forældre, resten er børn af den brede middelklasse, hvis afkom nok burde kunne sørge for sig selv, hvis skatten ellers tillod det. De ufaglærte familiers forhold til de videregående uddannelser er reduceret til dette: Det er noget, de betaler til - men gavn får de ikke af det.
Derfor er det offentligt finansierede system for videregående uddannelse i Danmark reelt en omvendt Robin Hood. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Men de akademiske miljøer og vellønnede familier pakker det ind i godgørende retorik, fordi det forekommer grimt at indrømme, at man bakker op om systemet, alene fordi man selv får så meget ud af det.
Men, indvender nogen, der er dog én ud af de 20, som har ufaglærte forældre. Hvad med ham eller hende, hvis uddannelsen ikke er gratis? Ja, så er der jo tre muligheder:
Enten kan vedkommende (1) låne til sin uddannelse ligesom f.eks. klassekammeraten, der låner til indkøb af en ladvogn, så han kan åbne sin egen murermesterbiks. Eller også kan vor ven (2) uddanne sig sideløbende med sit arbejde, evt. med arbejdsgiveren som bidragyder. Eller (3) - hvis man simpelthen ikke tør overlade investering i privat dygtiggørelse til privat initiativ - han eller hun kan modtage nogle penge fra det offentlige til at betale sin uddannelse ... Pointen er her, at blot fordi man betaler uddannelsen for den ene i klassen, der ikke har midler med hjemmefra, behøver man jo ikke at betale for de resterende 19, som burde kunne klare sig uden.
Det er ikke kønt at se på, når grådige mennesker rager uberettiget til sig af andre menneskers penge. Men det er endnu værre, når de gør det, samtidig med at de forsøger at bilde omverden ind, at de i virkeligheden gør det for de udbyttedes egen skyld.
Men hvad gavn gør det for socialklasse 5, at den kan sende sine børn på en skattefinansieret videregående uddannelse, når den ikke gør det? Kun én ud af 20 studerende på universitetet har ufaglærte forældre, resten er børn af den brede middelklasse, hvis afkom nok burde kunne sørge for sig selv, hvis skatten ellers tillod det. De ufaglærte familiers forhold til de videregående uddannelser er reduceret til dette: Det er noget, de betaler til - men gavn får de ikke af det.
Derfor er det offentligt finansierede system for videregående uddannelse i Danmark reelt en omvendt Robin Hood. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Men de akademiske miljøer og vellønnede familier pakker det ind i godgørende retorik, fordi det forekommer grimt at indrømme, at man bakker op om systemet, alene fordi man selv får så meget ud af det.
Men, indvender nogen, der er dog én ud af de 20, som har ufaglærte forældre. Hvad med ham eller hende, hvis uddannelsen ikke er gratis? Ja, så er der jo tre muligheder:
Enten kan vedkommende (1) låne til sin uddannelse ligesom f.eks. klassekammeraten, der låner til indkøb af en ladvogn, så han kan åbne sin egen murermesterbiks. Eller også kan vor ven (2) uddanne sig sideløbende med sit arbejde, evt. med arbejdsgiveren som bidragyder. Eller (3) - hvis man simpelthen ikke tør overlade investering i privat dygtiggørelse til privat initiativ - han eller hun kan modtage nogle penge fra det offentlige til at betale sin uddannelse ... Pointen er her, at blot fordi man betaler uddannelsen for den ene i klassen, der ikke har midler med hjemmefra, behøver man jo ikke at betale for de resterende 19, som burde kunne klare sig uden.
Det er ikke kønt at se på, når grådige mennesker rager uberettiget til sig af andre menneskers penge. Men det er endnu værre, når de gør det, samtidig med at de forsøger at bilde omverden ind, at de i virkeligheden gør det for de udbyttedes egen skyld.
