Al forskning i kriminalitet og tilbagefald til kriminalitet konkluderer, at deltagelse på arbejdsmarkedet har endog meget stor betydning for de fortrinsvis unge mænd, som har indledt eller er på vej mod en kriminel løbebane. De seneste positive resultater fra projekt
High Five, hvor 70 procent af de kriminelle unge, som får arbejde, holder sig fri af kriminalitet, er kun et enkelt eksempel på denne klare tendens.
Alligevel belønner den danske velfærdsstat med sine gavmilde overførselsindkomster de kriminelle for at gøre alt andet end at finde et arbejde. I begyndelsen af karriereforløbet som vanekriminel er der kontanthjælp til ham, der p.g.a. jævnlige ophold i fængslerne helt selvforskyldt er endt i ledighed. Senere, når den vanekriminelle for alvor har etableret sit ry som utilregnelig og alt andet end tillidsvækkende, præmieres han med en førtidspension og en garanti for, at han aldrig mere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller kommunens aktiveringskurser.
Løsningen på dette problem burde være indlysende for de fleste: Er man selv skyld i sin ledighed, fordi man ikke kan opføre sig ordentligt, så skal man ikke have en ydelse fra det offentlige at leve for. Udbetaler man nemlig overførselsindkomster til forbrydere, så anspores de kun til at fortsætte det asociale liv med kommunen som rundhåndet sugardaddy i baggrunden.
Mange vil imidlertid ikke acceptere denne løsning, fordi det betyder mere for dem at være i overensstemmelse tidens herskende socialdemokratisme end at bekende sig til almindelig sund fornuft. Til dem har vi endnu et forslag, som nemmere burde kunne glide ned. Det tager sit udganspunkt i betingelserne for prøveløsladelse i 50'ernes Danmark, hvor de fængselsindsatte ikke kunne prøveløslades, uden at de havde et arbejde på hånden i forvejen. Det var den private forening Dansk Forsorgshjælp, der dengang tog sig af udslusningen af de indsatte, og som også skaffede dem arbejde, allerede mens de endnu var i fængsel.
Det system burde man indføre igen. Intet arbejde, ingen prøveløsladelse. Måske de indsatte så kunne anspores til at bruge deres tid i fængslerne på jobforberedende aktiviteter frem for at hive i vægte, spise væksthormoner og få overmalet deres kroppe med endnu flere tatoveringer.
Alligevel belønner den danske velfærdsstat med sine gavmilde overførselsindkomster de kriminelle for at gøre alt andet end at finde et arbejde. I begyndelsen af karriereforløbet som vanekriminel er der kontanthjælp til ham, der p.g.a. jævnlige ophold i fængslerne helt selvforskyldt er endt i ledighed. Senere, når den vanekriminelle for alvor har etableret sit ry som utilregnelig og alt andet end tillidsvækkende, præmieres han med en førtidspension og en garanti for, at han aldrig mere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet eller kommunens aktiveringskurser.
Løsningen på dette problem burde være indlysende for de fleste: Er man selv skyld i sin ledighed, fordi man ikke kan opføre sig ordentligt, så skal man ikke have en ydelse fra det offentlige at leve for. Udbetaler man nemlig overførselsindkomster til forbrydere, så anspores de kun til at fortsætte det asociale liv med kommunen som rundhåndet sugardaddy i baggrunden.
Mange vil imidlertid ikke acceptere denne løsning, fordi det betyder mere for dem at være i overensstemmelse tidens herskende socialdemokratisme end at bekende sig til almindelig sund fornuft. Til dem har vi endnu et forslag, som nemmere burde kunne glide ned. Det tager sit udganspunkt i betingelserne for prøveløsladelse i 50'ernes Danmark, hvor de fængselsindsatte ikke kunne prøveløslades, uden at de havde et arbejde på hånden i forvejen. Det var den private forening Dansk Forsorgshjælp, der dengang tog sig af udslusningen af de indsatte, og som også skaffede dem arbejde, allerede mens de endnu var i fængsel.
Det system burde man indføre igen. Intet arbejde, ingen prøveløsladelse. Måske de indsatte så kunne anspores til at bruge deres tid i fængslerne på jobforberedende aktiviteter frem for at hive i vægte, spise væksthormoner og få overmalet deres kroppe med endnu flere tatoveringer.
