Så viser det sig endnu engang, at den bedste medicin mod social marginalisering er tilknytning til arbejdsmarkedet. Ifølge Sundhedsstyrelsen er succesraten for alkoholikere i behandling markant højere, hvis de kommer med et puf fra deres arbejdsgiver, end hvis de kommer på egen hånd. "Når arbejdspladsen siger, at den gerne vil beholde dig, selvom du har et alkoholproblem, og når du kommer tilbage, så har du stadig et job, så er det en meget stærk støtte at give et menneske med et alkoholproblem," siger specialkonsulent Kit Broholm fra Sundhedsstyrelsen.
Arbejdet giver med andre ord misbrugeren noget at kæmpe for. En tilværelse på et vist materielt niveau og en identitet. Man har noget at tabe, hvis man ikke tager sig lidt sammen og får stoppet misbruget. Det motiverer.
Det er bemærkelsesværdigt, at velfærdsstaten er bygget op om den stik modsatte filosofi: At enhver karakterbrist eller svagelighed skal udløse en ydelse fra det offentlige, som gør, at man ikke behøver at kæmpe for en plads på arbejdsmarkedet. Hører man til de grupper, som ikke kan gøre sig fortjent til en løn, der ligger væsentligt over førtidspensionen, eller betyder det ikke så meget for en, hvor godt man klarer sig materielt, så sørger velfærdsstaten for, at man kan leve et fint liv uden at skulle kæmpe for at holde sine misbrugstilbøjeligheder på afstand. Man kan i stedet blot læne sig tilbage og nyde rusen - sponsoreret af det offentlige.
Der er i dag i forhold til for 50 år siden næsten fire gange så mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som ikke har et arbejde som motivator til at holde misbrugstilbøjelighederne i ave. Resultatet er tydeligt: Dobbelt så stor en andel af befolkningen dør af alkoholrelaterede sygdomme. 2.600 årligt mod kun 900 i 1960.
Velfærdsstaten hjælper de svage, lyder dens raison d'etre. Men hvor mange svage skaber den? Det er et mindst lige så relevant spørgsmål.
Arbejdet giver med andre ord misbrugeren noget at kæmpe for. En tilværelse på et vist materielt niveau og en identitet. Man har noget at tabe, hvis man ikke tager sig lidt sammen og får stoppet misbruget. Det motiverer.
Det er bemærkelsesværdigt, at velfærdsstaten er bygget op om den stik modsatte filosofi: At enhver karakterbrist eller svagelighed skal udløse en ydelse fra det offentlige, som gør, at man ikke behøver at kæmpe for en plads på arbejdsmarkedet. Hører man til de grupper, som ikke kan gøre sig fortjent til en løn, der ligger væsentligt over førtidspensionen, eller betyder det ikke så meget for en, hvor godt man klarer sig materielt, så sørger velfærdsstaten for, at man kan leve et fint liv uden at skulle kæmpe for at holde sine misbrugstilbøjeligheder på afstand. Man kan i stedet blot læne sig tilbage og nyde rusen - sponsoreret af det offentlige.
Der er i dag i forhold til for 50 år siden næsten fire gange så mange danskere i den arbejdsdygtige alder, som ikke har et arbejde som motivator til at holde misbrugstilbøjelighederne i ave. Resultatet er tydeligt: Dobbelt så stor en andel af befolkningen dør af alkoholrelaterede sygdomme. 2.600 årligt mod kun 900 i 1960.
Velfærdsstaten hjælper de svage, lyder dens raison d'etre. Men hvor mange svage skaber den? Det er et mindst lige så relevant spørgsmål.
