Der bør ikke herske tvivl om, at Dansk Folkeparti er et antimuslimsk parti, uanset at partiets gruppeformand, Kristian Thulesen Dahl, ikke længere vil stå ved det. Han forsøger at bilde os ind, at han kom til at udtrykke sig forkert, da han i først omgang vedkendte sig det antimuslimske. I virkeligheden, siger han nu, dækkede hans udtalelse over, at der er konkrete ting ved islam, som Dansk Folkeparti ikke kan lide: Bl.a. brugen af tørklæder og krav om deling af drenge og piger i svømmeundervisningen.
Men det passer ikke. Når Dansk Folkeparti f.eks. foreslår, at børnechecken kun skal tildeles forældre for de første to børn, så skyldes det ene og alene, at partiet ved, at forslaget mest vil kunne mærkes af børnerige muslimske familier. Når Dansk Folkeparti støtter en 300 timers regel for kontanthjælpsmodtagende ægtepar, så er det også kun, fordi DF'erne vil ramme muslimske familier med tradition for hjemmegående husmødre. Og når partiet med alle midler vil spænde ben for, at der måske på et tidspunkt bliver bygget en ny moske i København, så bliver det ikke mere antimuslimsk.
At være antimuslimsk er simpelthen hele Dansk Folkepartis eksistensgrundlag, og partiet har intet andet princip, som det vil kæmpe for, end antimuslimskheden. På alle andre områder vælger partiledelsen blot det standpunkt, som bedst maksimerer stemmetallet, og folketingsmedlemmer og organisation halser efter som en golden retriever følger sin herre.
Problemet for Dansk Folkeparti er imidlertid, at muslimer er en broget skare. Nogle muslimer er demokrater, andre er islamister, nogle er liberale, andre er socialister, nogle er fredelige og omgængelige, andre sætter ild til biler og skoler - og det ved de fleste danskere godt. De kender ofte selv muslimer, som de aldrig kunne finde på at være "anti" overfor, så derfor tør Dansk Folkeparti heller ikke sige højt, hvad der i virkeligheden er partiets eksistensgrundlag. Af angst for at miste stemmer.
Og det er da et lyspunkt. Ikke for Dansk Folkeparti, men for danskerne.
Men det passer ikke. Når Dansk Folkeparti f.eks. foreslår, at børnechecken kun skal tildeles forældre for de første to børn, så skyldes det ene og alene, at partiet ved, at forslaget mest vil kunne mærkes af børnerige muslimske familier. Når Dansk Folkeparti støtter en 300 timers regel for kontanthjælpsmodtagende ægtepar, så er det også kun, fordi DF'erne vil ramme muslimske familier med tradition for hjemmegående husmødre. Og når partiet med alle midler vil spænde ben for, at der måske på et tidspunkt bliver bygget en ny moske i København, så bliver det ikke mere antimuslimsk.
At være antimuslimsk er simpelthen hele Dansk Folkepartis eksistensgrundlag, og partiet har intet andet princip, som det vil kæmpe for, end antimuslimskheden. På alle andre områder vælger partiledelsen blot det standpunkt, som bedst maksimerer stemmetallet, og folketingsmedlemmer og organisation halser efter som en golden retriever følger sin herre.
Problemet for Dansk Folkeparti er imidlertid, at muslimer er en broget skare. Nogle muslimer er demokrater, andre er islamister, nogle er liberale, andre er socialister, nogle er fredelige og omgængelige, andre sætter ild til biler og skoler - og det ved de fleste danskere godt. De kender ofte selv muslimer, som de aldrig kunne finde på at være "anti" overfor, så derfor tør Dansk Folkeparti heller ikke sige højt, hvad der i virkeligheden er partiets eksistensgrundlag. Af angst for at miste stemmer.
Og det er da et lyspunkt. Ikke for Dansk Folkeparti, men for danskerne.
