Selvom Pia Kjærsgaard ikke vil indrømme det, så er Pia Christmas-Møllers exit fra de Konservative et større problem for Dansk Folkeparti end for Det Konservative Folkeparti. Det er DF, der har mistet et VKO-flertal, ikke de Konservative som jo ret beset kun kan være tilfredse, hvis Ny Alliance får en større rolle at spille for regeringens politiske kurs. Det kan betyde yderligere medvind for konservative tanker om bl.a. en markant lettelse af marginalskatterne i løbet af denne valgperiode.
At de Konservative kan nyde gavn af situationen er dog ikke ensbetydende med, at Bendt Bendtsen har grund til at være lykkelig. Hans stol vakler i tiltagende grad. I de kommende dage vil de Konservative sandsynligvis skælde ud på hinanden og nogle på Bendtsen, fordi han har svigtet den sag, som er hans eneste eksistensberettigelse som partiformand, nemlig at sikre ro i partiet. Pia Christmas-Møller er nu den anden markante, konservative skikkelse, som i løbet af blot syv måneder har forladt hans parti. Først partiets europaparlamentariker, Gitte Seeberg, og nu altså den tidligere politiske ordfører og partileder.
Gitte Seeberg smækkede ikke med døren, men hvad kan mon Christmas finde på? Lange interviews i søndagsaviserne, hvor hun taler ud om sine frustrationer i forhold til sin nu forhenværende partileder og alle hans mangler, vil kunne sætte ord på det, som mange konservative tænker, og dermed være med til at svække en i forvejen meget svag partileder. Og han ville sågar fortjene det! Bendtsen burde for længst have erkendt sine begrænsninger og have sørget for et formandsskifte i Det Konservative Folkeparti - for partiets skyld.
Pia Christmas-Møller selv udgør intet tab for de Konservative. Kun folk, der går meget op i efternavne, har de senere år kunnet føle sig godt repræsenteret af Christmas, når Hendes Fornærmethed ved sjældne lejligheder dukkede op på tv-skærmen for at udtale sig om konservativ politik. Nogen visionær borgerlig politiker har hun heller aldrig været, indfedtet som hun er i den den særlige socialkonservatisme, der kun vanskeligt lader sig skelne fra socialdemokratisme - blot påhængt pænere tøj og guldsmykker.
At de Konservative kan nyde gavn af situationen er dog ikke ensbetydende med, at Bendt Bendtsen har grund til at være lykkelig. Hans stol vakler i tiltagende grad. I de kommende dage vil de Konservative sandsynligvis skælde ud på hinanden og nogle på Bendtsen, fordi han har svigtet den sag, som er hans eneste eksistensberettigelse som partiformand, nemlig at sikre ro i partiet. Pia Christmas-Møller er nu den anden markante, konservative skikkelse, som i løbet af blot syv måneder har forladt hans parti. Først partiets europaparlamentariker, Gitte Seeberg, og nu altså den tidligere politiske ordfører og partileder.
Gitte Seeberg smækkede ikke med døren, men hvad kan mon Christmas finde på? Lange interviews i søndagsaviserne, hvor hun taler ud om sine frustrationer i forhold til sin nu forhenværende partileder og alle hans mangler, vil kunne sætte ord på det, som mange konservative tænker, og dermed være med til at svække en i forvejen meget svag partileder. Og han ville sågar fortjene det! Bendtsen burde for længst have erkendt sine begrænsninger og have sørget for et formandsskifte i Det Konservative Folkeparti - for partiets skyld.
Pia Christmas-Møller selv udgør intet tab for de Konservative. Kun folk, der går meget op i efternavne, har de senere år kunnet føle sig godt repræsenteret af Christmas, når Hendes Fornærmethed ved sjældne lejligheder dukkede op på tv-skærmen for at udtale sig om konservativ politik. Nogen visionær borgerlig politiker har hun heller aldrig været, indfedtet som hun er i den den særlige socialkonservatisme, der kun vanskeligt lader sig skelne fra socialdemokratisme - blot påhængt pænere tøj og guldsmykker.
