Leder: Ambassadøren Obama

Det er godt for hele verden, at USA's nye præsident, Barack Obama, er demokrat og opvokset og opdraget i verdens måske mest frihedselskende nation,...

Slettet Bruger,

20/01/2009

Det er godt for hele verden, at USA's nye præsident, Barack Obama, er demokrat og opvokset og opdraget i verdens måske mest frihedselskende nation, for ellers kunne det gå grueligt galt med den førerdyrkelse, som han mødes med overalt - også herhjemme. Det er egentlig det mest interessante aspekt ved fænomenet Obama. Alle de andre storslåede, men reelt tomme fraser om en "enestående historisk begivenhed", "historiens vingesus", "en ny epoke i verdenshistorien" o.s.v., som samtlige af landets dagblade og tv- og radioudsendelser i disse dage flyder over med, er mere udtryk for menneskets latente tilbøjelighed til at kaste sig i gruset for en lederskikkelse, der siger de rigtige ting på en tilstrækkelig overbevisende måde på det rigtigte tidspunkt, end det er udtryk for, at Barack Obama vil ændre afgørende på den førte politik.

Den politiker, der taler vælgerne efter munden, lever lettest, og Obama har ikke vist tegn på, at han er villig til at ofre af sin popularitet til fordel for et politisk projekt, der gør op med indgroede opfattelser i det amerikanske vælgerkorps. Det betyder, at han må føre en politik, som tiltaler midtervælgeren, og dennes holdninger i de grundlæggende politiske spørgsmål har ikke ændret sig med overdragelsen af præsidentembedet fra Bush til Obama. Derfor så vi også under valgkampen mellem demokraten Barack Obama og republikaneren John McCain, at det syntes som et valg mellem Pepsi og Coke: Indpakningen var forskellig, men kalorieindholdet og smagen var stort set ens. For de talte til de samme vælgere, mændene og kvinderne med "den almindelige mening", enhver nations sande magthavere.

Den største forskel, Barack Obama kan gøre, har hans mest indædte idoldyrkere på den danske venstrefløj måske endda grund til at frygte: Obama kan, hvis han formår at bevare sin popularitet i Europa, blive en effektiv ambassadør for the American Way of Life, såvel kulturelt som politisk. Hvor George W. Bush fik den almindelige dansker til at tænke, at USA måtte være et mærkeligt land, når dets befolkning kunne vælge en mand som ham til præsidentposten, så kan Obama inspirere til den tanke, at USA har noget at byde på, noget vi danskere måske kunne lære af. Og det er sandt for dyden ikke den samme politik, som venstrefløjen i Danmark promoverer.

Det ville være glædeligt, men det kan ikke udelukkes, at vi her på 180Grader nu gør os skyldige i det samme som resten af verden: At vi blot bruger den veltalende og tilsyneladende moralsk uplettede mand, der nu har fået bolig i Det Hvide Hus, som lærred for de drømme, vi gerne selv vil male.

Kilde: