Kommissoriet for regeringens skattekommission indeholder en mærkelig formulering. Den lyder sådan her:
"Skattereformen skal samlet set være fordelingsmæssigt afbalanceret. I vurderingen heraf skal der tages hensyn til de statiske fordelingsvirkninger [...]"
Hvad betyder det? Hvad vil det sige, at en skattereform er "fordelingsmæssigt afbalanceret"? På hvilken måde skal der tages hensyn til "de statiske fordelingsvirkninger", og hvilke hensyn er det, der skal tages til dem?
Hvis man ikke kendte til det kodesprog, som benyttes i de to citerede sætninger, så ville man være på herrens mark, for reelt står der intet andet end ordskvalder. Nuvel, vi kender kodesproget og kan derfor oplyse, at det handler om, at der ifølge regeringen ikke må være for stor forskel på de skattelettelser, som gives til danskerne med en skattereform. Ideelt set burde det vist nok være sådan, at ham, der betaler fem millioner kroner i skat om året, ikke skal have en større skattelettelse, end hende der betaler 50.000.
Det bliver en svær opgave for skattekommissionen, hvis den også skal leve op til den første målsætning fra kommissoriet: "Skattereformen skal sigte mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, herunder ved at sænke skatten på den sidst tjente krone."
For nogen udgør den sidst tjente krone en meget stor andel af alle de tjente kroner. Nogle danskere betaler 63 procent i skat af de sidst tjente 500.000 eller sågar 5 mio. kroner. Andre betaler samme skat af den sidst tjente krone, som af de først tjente kroner. Hvordan forestiller regeringen sig mon, at der skulle kunne gives en "fordelingsmæssigt afbalanceret" skattelettelse til dem, der betaler meget i topskat, og dem der ikke betaler topskat overhovedet, når det netop er topskatten, der ifølge kommissonsformand Carsten Koch skal lettes?
Regeringen burde ophøre med at tale som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Center for Alternativ Samfundsanalyse. Når man gerne vil gennemføre en anden politik end dem, så står man sig bedst ved at bruge sine egne argumenter i stedet for deres argumenter. Kære regering, sig det dog, som det er: De, der betaler mest i skat, skal naturligvis have de største skattelettelser - alt andet ville jo være uretfærdigt.
"Skattereformen skal samlet set være fordelingsmæssigt afbalanceret. I vurderingen heraf skal der tages hensyn til de statiske fordelingsvirkninger [...]"
Hvad betyder det? Hvad vil det sige, at en skattereform er "fordelingsmæssigt afbalanceret"? På hvilken måde skal der tages hensyn til "de statiske fordelingsvirkninger", og hvilke hensyn er det, der skal tages til dem?
Hvis man ikke kendte til det kodesprog, som benyttes i de to citerede sætninger, så ville man være på herrens mark, for reelt står der intet andet end ordskvalder. Nuvel, vi kender kodesproget og kan derfor oplyse, at det handler om, at der ifølge regeringen ikke må være for stor forskel på de skattelettelser, som gives til danskerne med en skattereform. Ideelt set burde det vist nok være sådan, at ham, der betaler fem millioner kroner i skat om året, ikke skal have en større skattelettelse, end hende der betaler 50.000.
Det bliver en svær opgave for skattekommissionen, hvis den også skal leve op til den første målsætning fra kommissoriet: "Skattereformen skal sigte mod en markant reduktion af skatten på arbejdsindkomst, herunder ved at sænke skatten på den sidst tjente krone."
For nogen udgør den sidst tjente krone en meget stor andel af alle de tjente kroner. Nogle danskere betaler 63 procent i skat af de sidst tjente 500.000 eller sågar 5 mio. kroner. Andre betaler samme skat af den sidst tjente krone, som af de først tjente kroner. Hvordan forestiller regeringen sig mon, at der skulle kunne gives en "fordelingsmæssigt afbalanceret" skattelettelse til dem, der betaler meget i topskat, og dem der ikke betaler topskat overhovedet, når det netop er topskatten, der ifølge kommissonsformand Carsten Koch skal lettes?
Regeringen burde ophøre med at tale som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd eller Center for Alternativ Samfundsanalyse. Når man gerne vil gennemføre en anden politik end dem, så står man sig bedst ved at bruge sine egne argumenter i stedet for deres argumenter. Kære regering, sig det dog, som det er: De, der betaler mest i skat, skal naturligvis have de største skattelettelser - alt andet ville jo være uretfærdigt.
