Der kan være diskussion om, hvorvidt det internationale engagement i Irak har gjort landet og verden til et bedre sted eller ej, men for Afghanistans vedkommende synes diskussionen nu at være aflyst. Intet andet end spild af menneskeliv og ressourcer har de vestlige lande, som anført af USA har haft soldater i Afghanistan, opnået. For et levedygtigt styre i landet må nødvendigvis oprettes i samarbejde med Taleban, siger eksperterne nemlig nu.
Der var Taleban-styre, før man kom derned, og der vil også være Taleban-styre, når den sidste vestlige soldat forlader landet igen. Generalløjtnant og chef for Forsvarsstaben Bjørn Bisserup udtrykker det klart: "Vil vi vinde afghanerne, skal løsningerne accepteres af afghanerne og tage afsæt i deres kultur."
Det er bemærkelsesværdigt, at denne lære, som konservative har haft som deres grundlæggende filosofi i al den tid, der har eksisteret konservative, netop er blevet udfordret af folk, der i vores tid kalder sig konservative - evt. med et "neo" foran. I bestræbelserne på at opbygge nye politiske systemer i lande som Afghanistan og Irak har især amerikanske konservative politikere og meningsdannere sat al skepsis i forhold til, hvor meget man kan ændre et land og dets kultur ved blot at etablere nye politiske institutioner, til side. I stedet har de bildt sig selv og andre ind, at alt kan lade sig gøre - hvis blot man har vilje og våbenkraft nok.
Hvorfor var det her i Danmark liberale, som - med meget begrænsede ressourcer - skulle minde om, at der er grænser for, hvor meget et samfund kan revolutioneres med magt, uden at det ender i ragnarok? Hvor var den konservative intelligentsia?
Hvad skal man med de konservative, når de end ikke er i stand til at advare mod så monumental en politisk indbildskhed?
Der var Taleban-styre, før man kom derned, og der vil også være Taleban-styre, når den sidste vestlige soldat forlader landet igen. Generalløjtnant og chef for Forsvarsstaben Bjørn Bisserup udtrykker det klart: "Vil vi vinde afghanerne, skal løsningerne accepteres af afghanerne og tage afsæt i deres kultur."
Det er bemærkelsesværdigt, at denne lære, som konservative har haft som deres grundlæggende filosofi i al den tid, der har eksisteret konservative, netop er blevet udfordret af folk, der i vores tid kalder sig konservative - evt. med et "neo" foran. I bestræbelserne på at opbygge nye politiske systemer i lande som Afghanistan og Irak har især amerikanske konservative politikere og meningsdannere sat al skepsis i forhold til, hvor meget man kan ændre et land og dets kultur ved blot at etablere nye politiske institutioner, til side. I stedet har de bildt sig selv og andre ind, at alt kan lade sig gøre - hvis blot man har vilje og våbenkraft nok.
Hvorfor var det her i Danmark liberale, som - med meget begrænsede ressourcer - skulle minde om, at der er grænser for, hvor meget et samfund kan revolutioneres med magt, uden at det ender i ragnarok? Hvor var den konservative intelligentsia?
Hvad skal man med de konservative, når de end ikke er i stand til at advare mod så monumental en politisk indbildskhed?
