Lars Grenaa har et problem, mener BUPL-formand

Slettet Bruger,

12/06/2007

Af Ole Birk Olesen

BUPL-formand Henning Pedersen tager stærkt afstand fra de udtalelser om brugen af våben i en politisk kamp, som er kommet fra formanden for Danmarks Kommunistiske Ungdomsforbund. Og han mener, at Lars Grenaa, som både er tilknyttet den ungkommunistiske organisation og medlem af BUPLs hovedbestyrelse, har et forklaringsproblem.

"Det er hans personlige problem. Det må han selv redde sig ud af. Det skal jeg ikke stå og forsvare, hverken det ene eller det andet. Jeg tager afstand fra den slags holdninger, som åbenbart er kommet til udtryk. Men det må Lars Grenaa selv rode sig ud af, hvis han overhovedet kunne finde på at understøtte det," siger Henning Pedersen til 180Grader.dk.

Han understøtter det, for han betaler jo kontingent til organisationen.
"Det må han forklare sig ud af så. Så har han et problem."

Så har han et problem?
"Ja, det har han da."

Hvordan skal han klare sig ud af det?
"Jamen, han må forklare, hvad han mener. Det bliver hans personlige problem at forklare, om han står inde for det. Jeg vil overhovedet ikke forholde mig til, hvordan han skal klare sig ud af det. Min personlige holdning er, at det er fuldstændigt vanvittige synspunkter, men jeg har ikke hørt ham selv udtale, at han går ind for det."

Har BUPL et problem med at have sådan et hovedbestyrelsesmedlem?
"Nej, det synes jeg ikke. Det er klart, at det medfører noget diskussion, og det ville jeg da helst være foruden, så jeg kunne koncentrere mig om det fagpolitiske arbejde. Så på den måde er det et problem, fordi du og andre bliver ved med at bringe det her spørgsmål frem, ligesom I bliver ved at bringe det frem, at han har kastet maling på statsministeren. Men han er valgt af de pædagogstuderende, og det er deres demokratiske ret."

Hvis du var pædagogstuderende og var vidende om Lars Grenaas tilknytning til et stalinistisk parti, ville du så have tillid nok til ham, til at du ville udpege ham til BUPLs hovedbestyrelse?
"Jeg synes, at han har et problem, hvis han har nogen synspunkter i retning af det, du beskriver her. Jeg har ikke i forhold til hans fagpolitiske arbejde haft nogen problemer med det, men jeg synes, at han har et problem med sine politiske synspunkter. Og det ville jeg da personligt tage ind i mine overvejelser, selvfølgelig ville jeg da det," siger Henning Pedersen.

Kilde: