Af Mads Storgaard Jensen
På trods af nærmest daglige historier i medierne om virksomheder, der mangler arbejdskraft, er der ikke noget, der efter det overståede valg peger på, at der vil blive taget hånd om den sag. Vi venter stadig på en rapport fra Skattekommissionen. Men der er endnu ikke meget, der tyder på, at der er en politisk vilje tilstede.Problemet er selvfølgelig, at de mange udmeldinger fra liberal side om en flad skat på omtrent 40 procent har lange udsigter, fordi ideen - på trods af at kunne afhjælpe manglen på arbejdskraft - griber radikalt ind i det danske selvforståelse. Der er for mange men'er og hvis'er i forhold til den eksisterende samfundsmodel, før ideen for alvor binder an. Derfor oplever man fra liberal side, at det eneste, der er at gøre, er at føre kulturkamp og igen og igen råbe op om nødvendigheden af en skatteomlægning.
Men måske var en mellemløsning det bedste skridt at tage. I hvert fald som det første. For på ét punkt burde nationen ikke fattes arbejdskraft, og det gælder for alle med en årsindkomst på over 721.200 kr. Her kan man med fordel hente udlændinge ind og fortælle dem, at de kun vil blive beskattet med 25%.
Ordningen blev indført så langt tilbage som i 1991. Grundideen er, at man som udenlandsk statsborger kan nøjes med at blive beskattet med 25% i en treårig periode. Siden er ordningen blevet lempet, hvad angår det punkt, der hedder efterbeskatning. Blev du i Danmark i mere end 4 år efter periodens udløb, ville du miste de 3 års skattefordel og således blive efterbeskattet. En sikker metode til at jage folk ud af landet. Siden har man ændret på efterbeskatningspunktet, så udenlandske nøglemedarbejdere i langt de fleste tilfælde fritages for efterbeskatning.
Måske ovennævnte minder om den nyligt indførte green card-ordning, men green card-ordningen giver ikke som forskerordningen mulighed for en lavere trækprocent, og ifølge Børsen (29. januar 2008) er der kun blevet udstedt sølle ét green card, netop med henvisning til, at det danske skatteniveau skræmmer.
Forskerordningen har den fordel, at den er et værktøj, hvor man kan ændre på forskellige parametre. Parametrene er indkomst, periode og skatteprocent. Oprindeligt var den tiltænkt - som navnet antyder - forskere, men ifølge Skatteministeriet er der reelt set ingen branchemæssige begrænsninger på, hvem der kan benytte sig af ordningen.
Så hvad er der tilbage at gøre? Ja, i teorien kan man jo variere i det uendelige på parametrene for at få lige præcis den ønskede effekt på importen af arbejdskraft. Ingen siger, at udenlandsk arbejdskraft behøver blive priviligeret med en trækprocent på 25; måske 40% ville være tilstrækkelig til at tiltrække den ønskede arbejdskraft. Eksempelvis kunne ordningen - i sin justerede version - fungere med en trækprocent på 40, men så gælde for en årsindkomst på 420.000 kr., dvs. 35.000 kr. månedligt. Mon ikke dét kunne lukke munden på en række arbejdsgivere?
Ja, man kunne indføre ordningen på flere niveauer, så man differentierede mellem forskellige indkomstgrupper og satte deres trækprocent efter, hvor stor efterspørgsel der var på arbejdskraft.
Et spørgsmål står dog tilbage, nemlig hvorfor ordningen kun skal gælde for folk med en høj indkomst? Der er jo trods alt også mangel på buschauffører og rengøringsassistenter. For min skyld ingen alarm. Al arbejdskraft bidrager til samfundets økonomi. Ganske vist vil der nok være en række fagforeninger, der ville begræde, at en lang række ledige stillinger blev besat, fordi det mindsker muligheden for lønpres i opadgående retning for lavtlønsgrupperne. Det er jo netop et stort udbud af arbejdskraft, der giver mulighed for at holde lønninger i ro og dermed sikre konkurrenceevnen og realindkomsten. Så principielt mener jeg, at ordningen burde gælde for alle - men det vil næppe være politisk realistisk.
Truslen om at gøre danskerne til skattemæssige andenrangsborgere er dog stadig tilstede. Men man kunne håbe på, at denne ulighed kunne sætte det absurde i det nuværende skattetryk i perspektiv.
Den nuværende diskussion om skattetryk lider under at befinde sig på et ideologisk plan. Ens tilslutning til et skattetryk på 40% bliver fra socialdemokratisk og socialistisk side betragtet som en ideologisk manifestation og en trussel mod det gode danske velfærdssamfund. Og såmænd også fra de fleste Venstre-folk og Konservative. Og omvendt bliver deres tilslutning til det nuværende skattetryk fra liberal side betragtet som formynderstat og regulær frihedsberøvelse.
Især fra CEPOS bliver der gjort et stort arbejde med at argumentere for, at der ikke findes realpolitiske argumenter imod en lavere skattesats. Vi har alle hørt om de dynamiske effekter af skattenedsættelserne, og i Martin Ågerups bog Den retfærdige ulighed bliver det nok engang pointeret, at ulighed har økonomiske fordele og ikke behøver være fundamentalt i modsætning til vores nuværende samfund.
Det nemmeste i den forbindelse er selvfølgelig fra liberal side at udråbe venstrefløjen til irrationel - men det er ikke en beskyldning, der på nogen måde vender folkestemningen. Så længe diskussionen om skattetryk ikke er blevet løst fra sin ideologiske aura, har lavere skat lange udsigter. Men ved at justere forskerordningen og få befolkningen til at forstå, at lavere skat er et instrument - i første omgang anvendt til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft til gavn for hele samfundet - kunne man håbe på, at snakken om lavere skattetryk flyttede ned på et realpolitisk niveau.
Mads Storgaard Jensen er filosof og forfatter og bidragyder til flere bøger, heriblandt: Forandre for at bevare? - tanker om konservatisme , Den konservative årstid - betragtninger og visioner efter 2001 , romanen Tænk at Grace Kelly eksisterer og debatbogen Når politik bliver pop .
