Elever: Lærerne mobber

Slettet Bruger,

11/09/2007

I mange år har man hørt kravet om indsats mod mobning. Handleplaner og lovgivning skulle forhindre, at danske skoleelever blev udsat for hårde drillerier og ydmygelser. Men en ny undersøgelse fra Dansk Center for Undervisningsmiljø tyder nu på, at kampen mod mobning bliver vanskeligere end forventet. Ofte er det nemlig læreren, som eleverne føler sig mobbet af, skriver Politiken. 16 procent af 56.028 elever fra 4. til 10. klassetrin melder, at de har oplevet mobning fra lærerside inden for de seneste to måneder.

"Det er slemt, når børn mobber børn, men det er fatalt, når det er de voksne, der mobber. Det er mere end mobning. Det er vold. Voksne har mange flere raffinerede måder at mobbe på end børnene," udtaler centerleder Ole Juhl fra Dansk Center for Undervisningsmiljø, et uafhængigt statsligt center, til Politiken.

Problemet med lærermobning er omtrent lige så stort som mobning eleverne imellem. Tidligere undersøgelser har vist at 18 procent af eleverne føler sig mobbet af andre elever.

Flere henvendelser om lærermobning
Hos Forældrerådgivningen i organisationen Skole og Samfund opleves lærermobningen endda som et så stort problem, at antallet af henvendelser om fænomenet langt overstiger henvendelser om elev til elev mobning.

"Lærermobning kan være starten til elevmobning," siger Solveig Gaarsmand, der er projektleder i Forældrerådgivningen.

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, mener, at der kan være et problem og erklærer sig villig til at kigge på det.

"Der er bestemt brug for at diskutere det med hinanden. Lærerne skal ikke stå alene med de udfordringer, som de møder i hverdagen. Og lærerne har et særligt ansvar for, at ingen børn skal opleve det overgreb, som mobning er," siger Anders Bondo Christensen.

Dansk Center for Undervisningsmiljø vil nu lave en større undersøgelse af lærermobning. Den vil blive offentliggjort i det kommende skoleår.

[email protected]

Kilde: