Læren fra kejser Augustus

Af Karsten Anker Petersen

"Den slags narrespil, hvor man lusker med skatten ved bare at flytte skattebyrden fra den ene lomme over i den anden. Det er jo ikke en reel lettelse af beskatningen."



Den romerske kejser Augustus, der for ca. 2.000 år siden regerede over det, der dengang var verdens mægtigste imperium, er berømt som manden bag en lang periode af fremgang og velstand. Efter mange års opslidende borgerkrige skabte han i sin 45 år lange regeringsperiode fred og orden og bragte landbrug og handel på fode.

Knap så berømt er han for sin skattepolitik, selvom der ellers er god grund til at fremhæve de erfaringer, han gjorde sig.

Augustus konstaterede tidligt i sin regeringsperiode, at jo højere skatter han indførte, og jo mere nidkært hans udsendte skatteopkrævere opførte sig, når de mødte op i provinserne for at hente en del af høsten, des mindre kom de hjem med. Augustus sænkede derfor skatterne og beordrede skatteopkræverne at opkræve skatterne med en vis konduite.

Resultat: Skatteopkræverne bragte flere skatter med hjem til Rom.

Der er altså intet nyt i, at skatter påvirker samfundet. Faktisk er det en mekanisme, som næsten er på linje med naturlovene: Jo højere skatter magthaverne indfører, des mere vil skatteborgerne gøre for at slippe billigere i skat.

Det ved enhver, der har prøvet at smugle en flaske spiritus med hjem fra en tur i udlandet, og det ved enhver, der har sagt nej til betalt overarbejde, fordi skatten på den sidst tjente krone er så høj, at det bedre kan betale sig at holde fri. Det er - naturligvis - også de høje danske skatter, der gør, at mange håndværkere gerne udfører deres arbejde "uden regning".

Det er denne meget simple og meget udbredte mekanisme der er årsag til, at der i disse uger varmes op til, at Folketinget i begyndelsen af det nye år skal forhandle om en skattereform. Udgangspunktet for skattereformen er, at skatten på arbejde skal ned, fordi samfundet mangler arbejdskraft, og at skattelettelserne skal finansieres af forskellige former for såkaldte "grønne afgifter" for at mindske belastningen af miljøet.

Listen over politiske partier og interesseorganisationer, der gerne vil være med på den dagsorden, er efterhånden alenlang.

Men inden man glæder sig for meget, er der grund til at interessere sig for, hvilken skattereform der i givet fald bliver resultatet.

For det første: Når forhandlingerne går i gang, måske i løbet af februar, kan skattestoppet erklæres for endeligt dødt. Statsministeren har ganske vist konstrueret en forklaring om, at der er et særligt vindue åbent til en skattereform, men det er sådan med den slags finurlige vinduer, at har de først været åbnet en gang, kan de åbnes igen og igen af skiftende regeringer. Derfor er statsministerens dødsdom over skattestoppet reelt en gave til kommende socialdemokratiske regeringer.

I den forbindelse er det især værd at holde øje med, hvordan skattelettelserne på arbejde skal finansieres. Jf. skattestoppet er det ikke helt umuligt at hæve konkrete skatter og afgifter, forudsat at hele provenuet, krone for krone, sendes retur til skatteborgerne i form af lettelser af andre skatter. Men når man indfører og hæver miljøskatter, er det bl.a. for at få skatteborgerne til at spare på forbruget af de pågældende goder, fx vand og el. Spørgsmålet er derfor: Vil regeringen indregne et provenu beregnet med udgangspunkt i vores nuværende forbrugsmønster, eller vil den hæve miljøskatterne endnu mere, vel vidende at vi sandsynligvis vil reducere forbruget af fx vand og el, med det resultat at statens indtægter falder?

Det kan lyde som et rent akademisk spørgsmål, men det er det bestemt ikke. Hvis regeringen vælger sidstnævnte løsning betyder det nemlig ikke kun, at skattestoppet er uigenkaldeligt dødt. Det betyder også, at regeringen indiskutabelt er løbet fra et helt centralt valgløfte.

For det andet er det værd at holde meget øje med, hvordan skatten på arbejde bliver lettet.

De fleste af vores folkevalgte er så veloplyste, at de godt ved, at den mest samfundsgavnlige effekt opnås ved at sænke marginalskatten for de højeste indkomster. Dvs. at mindske eller helt fjerne topskatten - og evt. ditto for mellemskatten.

Det kommer sandsynligvis ikke til at ske. For de selv samme folkevalgte tør nemlig ikke forklare befolkningen, hvorfor "direktøren" (som det vil hedde sig, når medierne skal præsentere konsekvenserne af skattereformen) får en langt større nominel lettelse end "sygeplejersken". I Danmark er det nemlig vigtigere, at vi har lighed end velstand.

Samfundsøkonomisk er lettelser i skatten for de laveste indkomster noget af det dummeste, man kan gøre. Men på Christiansborg er den fremherskende logik, at det ud fra en politisk betragtning er noget af det klogeste, man kan gøre. Gæt selv hvilket hensyn der kommer til at veje tungest.

For det tredje er der grund til at være nervøs for konsekvenserne af finansieringen.

I sin meget omtalte grønne tale fra Venstres landsmøde skitserede statsministeren en model med omsættelige forureningskvoter. Modellen eksisterer allerede i EU-regi i dag, men den vil sandsynligvis blive udbygget og vil indebære, at erhvervslivet kommer til at betale en betragtelig del af regningen.

Også her er mekanismen ganske simpel: Høje skatter på erhvervslivet forringer konkurrenceevnen, hvilket fører til tab af arbejdspladser og dermed lavere velstand. Kun hvis gevinsten for erhvervslivet - i form af lavere personskatter - er mindst lige så stor som tabet ved de højere miljøskatter, giver den model mening.

For det fjerde - og måske mest afgørende: En skattereform er ikke nødvendigvis lig skattelettelser. Det kan godt være, at vi får en skattereform. Det kan endda være, at vi får en nogenlunde begavet skattereform. Og hvis vi er rigtigt heldige benytter regeringen den aktuelle økonomiske situation til at gøre reformen underfinansieret ved at indregne dynamiske effekter af skattelettelserne. Men der er desværre også en vis sandsynlighed for, at der ikke bliver tale om reelle skattelettelser:

At skattebyrden blot flyttes fra den ene lomme til den anden.

Karsten Anker Petersen er kommunikationschef