Af Simon Emil Ammitzbøll
Så oprandt dagen hvor regeringens forebyggelseskommission kom med sin længe ventede og frygtede rapport.Hele 52 forslag til hvordan vi alle sammen kan blive sundere og leve længere. Præmissen er, at lykke er lig et langt liv, og at sundhed er identisk med livskvalitet. Det er det ikke. Jeg medgiver, at sundhed kan være én blandt flere faktorer, der giver et godt liv. Men helt fundamentalt må det være borgerens eget valg.
De 52 forslag indeholdt ikke mange overraskelser. Fuldstændigt forudsigeligt var der tale om forbud, afgifter, flere administrative byrder på virksomhederne og flere indgreb i borgernes personlige frihed.
Et par af forslagene er da ok. Det er fint, at man vil skabe gode rammer for, at børn og unge kan bevæge sig. Det er fint med ordentlige varedeklarationer. Og det er fint med flere cykelstier. I det hele taget er det ganske godt at komme med positive og motiverende forslag. Ligesom det er godt med mere oplysning, måske også mere målrettet oplysning kunne være en god idé. Men herefter må festen stoppe. Og her tænker jeg ikke i helt bogstavelig forstand, sådan som kommissionen ellers lægger op til.
Men lad mig tage fat på nogle af de konkrete forslag.
Først er der tobakken, som jo nærmest er blevet et symbol i kampen for det personlige valg. Man vil nu indføre totalt rygeforbud. Også på de små caféer og værtshuse. Det er et eksempel på, hvordan det private rum ligeså langsomt bliver indskrænket, fordi vi kollektiviserer det, der i bund og grund er privat.
Det er helt fair, at det offentlige laver regler om, at borgerne skal møde den offentlige sektor i et røgfrit miljø, men hvad jeg tillader af rygning på min egen café, så længe jeg ellers kan skaffe medarbejdere og tiltrække kunder, det må være min sag. Og jeg forstår ganske enkelt ikke, at man kan argumentere for det modsatte, så længe man ikke helt vil forbyde rygning. Men det er vel også det, man vil. Man erkender bare, at tiden (endnu?) ikke er inde til at foreslå det totale forbud.
Ikke alene vil man indføre totalt rygeforbud. Nu skal tobakken også gemmes væk i butikkerne. Helt væk. Lukkes inde i et skab, hvor man ikke kan se produkterne. Allerede i dag er det sådan, at man alene må oplyse om tobaksprodukter i nærheden af kassen i butikken. Al almindelig kommerciel virksomhed er totalt forbudt. Men hvis man slet ikke må oplyse om produkterne, hvordan skal man så oplyse om NYE produkter? Hvordan skal nye virksomheder komme ind på markedet? Man giver i virkeligheden de tre eksisterende aktører et de facto monopol på cigaretsalg i Danmark.
Så er der alkoholen. Et forslag går på at øge aldersgrænsen for, hvornår man kan købe alkohol fra 16 til 18 år. Igen er motivationen, at det skal få færre til at indtage et bestemt produkt. I dette tilfælde alkohol. Jeg må indrømme, at jeg drak alkohol inden, jeg var 18 år. Jeg ville gøre det igen. Jeg ville anbefale mine nevøer og niecer at gøre det samme, hvis de ellers har lyst.
Frie mennesker må gerne gøre sig deres egne erfaringer, og jeg tror meget mere på, at en omgang tømmermænd (eller 30) lærer os mere om en fornuftig omgang med alkohol end forbud, regler og aldersgrænser. Hertil kommer, at det må være forældrenes ansvar at tale med deres børn og unge om, hvordan man omgår alkohol på en fornuftig måde. Det ansvar skal vi ikke tage fra familien.
Igen nøjes man ikke med et enkelt indgreb i forhold til den personlige og den kommercielle frihed. Kommissionen har også et forslag om at forbyde al form for reklamer for alkohol. Men når vi nu gerne vil købe og indtage alkohol? De fleste af os har svært ved at forestille os en fødselsdag, en familiefest, en bedre middag eller en julefrokost uden alkohol. Og hvorfor i alverden skulle vi også det? I hvert fald ikke fordi en samling statslige smagsdommere har besluttet sig for det! Ligesom med tobaksområdet er forbuddet imod alkoholreklamer et indgreb i, hvordan det frie marked fungerer, som er til skade for konkurrencen og i sidste ende for forbrugerne.
Nu er det ikke kun forbuddene, der er i spil. Afgiftsskruen skal også strammes endnu mere, hvis det står til Forebyggelseskommissionen. 50 kroner for en pakke cigaretter og mere end 100 kr. i afgift for et kilo chokolade. Igen er tesen, at når man ikke kan forbyde, kan vi da gøre det så dyrt som muligt. Men hvad sker der, hvis vi får nogle af verdens dyreste cigaretter. To ting kan vi være sikre på; øget grænsehandel og et nyt marked for de kriminelle bander. Grænsehandel betyder mistede afgifter til staten - ikke et mindre forbrug. Når det kommer til de kriminelle bander, så bør vi ikke give vor tids mafiosoer flere produkter, som borgerne efterspørger. Vi burde give dem færre. Blandt andet ved at se på det nuværende cannabisforbud.
Denne gennemgang tog kun fat i nogle af de værste tidsler. Men jeg kunne være fortsat med overvågning af unges adfærd, bedre håndhævelse af aldersgrænsen for tobakssalg, sodavandsafgifter og så videre, og så videre, og så videre ... Ja, man bliver da helt glad for, at skattestoppet og den nye skatteaftale har sat en foreløbig stopper for alle disse afgifter, selvom det kun er tre uger siden, at regeringen og Dansk Folkeparti lige fandt på, at vi skulle plages med 30 øre mere pr. cigaretpakke. Så meget for 10 år uden ændringer!
Hvis vi hæver os lidt op fra det konkrete og ser på det principielle, så er hele tanken om Forebyggelseskommissionen og alle dens indgreb over for borgere og virksomheder et resultat af, at den socialdemokratiske velfærdsstat er gået amok og har udviklet sig til et omklamrende Big Mother-samfund, som er ved at kvæle frie mennesker ud fra de mest velmenende intentioner.
Kampen imod Big Mother-samfundet er en helt grundlæggende værdikamp, der kredser om spørgsmålet om, hvorvidt borgerne er til for statens skyld - eller staten er til for borgernes skyld. Jeg mener det sidste. Som politiker skal jeg skabe gode rammer for, at borgerne kan leve et liv, som de selv sætter pris på. Ikke at de skal opfylde statslige statistikeres og sundhedsøkonomers hedeste drømme.
I Danmark lever vi cirka 2½ år kortere i gennemsnit end svenskerne. Nu skal vi tvinges til leve lige så længe. Derfor skal danskerne beskyttes imod sig selv. Men livskvalitet handler ikke kun om at leve længe. Livskvalitet handler om, at vi hver især har indflydelse på vores eget liv. Selvfølgelig vil det være godt, hvis vi kan få et langt og lykkeligt liv. Danskerne må gerne leve længe. Men helst som frie mennesker. Derfor siger jeg: Længe leve danskerne - men endnu højere: Længe leve friheden!
Simon Emil Ammitzbøll er folketingsmedlem og formand for Borgerligt Centrum
