Længe leve ...?

Af Ole L. Olesen

Lad det være sagt med det samme: Jeg er én af de forfærdelige personer, der stille og roligt er ved at blive forbudt i vores samfund.

Jeg er storryger og nyder både cigaretter, cigarer og god pibetobak med stort velbehag - uden den fjerneste lyst til at holde op. Jeg er rimeligt alkoholiseret med hang til fremragende rødvin og bastant whisky. Jeg er lettere overvægtig og stor tilhænger af blodigt oksekød og grillmad og kan ikke udstå økologi. Jeg indtager store mængder sort kaffe og har svært ved at holde fingrene fra wienerbrød og romkugler.

Jeg har røget hash, taget ferietabletter, prøvet LSD og andre sjove sager. Jeg har været utro og gift flere gange. Jeg har slået mine børn, pustet røg i hovedet på dem, tvunget dem til at spise op, lært dem at drikke som 10-årige og har altid givet dem billig pålægschokolade med i madpakken.

Jeg har boret og hakket flere knallerter og fået adskillige fartbøder og påbud fra ordensmagten i mit liv som aggressiv bilist. Jeg har kørt hundredvis af kilometer som gratist i offentlige transportmidler. Rapseri og småsvindel kan jeg også nikke genkendende til, og jeg har sågar engang udtalt ukvemsord mod en kommunalt ansat skolelærer.

Jeg bor i et gammelt utæt hus med osende oliefyr og brændeovn, og udover en gammel, larmende havetraktor har jeg adskillige benzindrevne haveredskaber, som jeg nyder at lege med. Jeg hader enhver form for sport eller motion, der ikke foregår på TV - og det eneste, jeg virkelig ønsker mig mere, er en Chevrolet V8 fra 50'erne, der ikke kan køre mere end 4 kilometer på en liter blyholdig superbenzin.
Endelig er jeg i besiddelse af et temmelig dovent eksemplar af en såkaldt kamphund - men alt i alt vist en ganske almindelig dansker på godt og ondt.

Læsere, der allerede nu er gået i ophedet selvsving eller er i gang med at skrive trusselsbreve, bedes venligst springe videre til en anden artikel - og tillad så denne stakkels vildfarne sjæl for de øvrige læsere at bære lidt benzin til nogle igangværende bål i dette lille såkaldt liberale eventyrland.

Med ovenstående i bagagen er det indlysende, at jeg naturligvis bliver harm og irriteret over den voksende flertalsintolerance og populistiske korrekthed, der præger omgangsform og beslutninger i dagens Danmark. Jeg er så absolut tilhænger af frihed under ansvar for det enkelte individ, og har fuld forståelse og respekt for de, der med nøjagtig samme ret ønsker sig fritaget for uvelkomne påvirkninger af enhver art, men mit blodtryk bliver en anelse ukontrollabelt, når de intolerante hystaders selvretfærdige skingrekor rammer det høje C - og kommer til at lyde som den eneste sande mening.

Lad os bare begynde med rygningen, og især den passive - dette fantastisk uhyggelige dræberfænomen som alle mennesker førhen var udsat for overalt i hjemmet, i skolen, i busser og tog, på arbejdspladsen, til fester, i biografen og sågar på sygehusene. Alle nulevende personer over 50 år er i deres liv blevet pumpet fulde af passiv røg, stort set døgnet rundt - og med det in mente er det jo lidt pudsigt, at der i dette land aldrig nogensinde har været så mange indbyggere over 90 år som nu!

Men når nu alle undersøgelser viser, at de fleste andre slags røg er lige så skadelig, hvorfor er det så kun tobaksrøgen, der skal ned med nakken? Hvorfor må gamle Hr. Petersen i sit eget hjem ikke nyde sin cerut til formiddagskaffen, fordi han skal have hjemmehjælp om eftermiddagen, når Fru Nielsen ved siden af gerne må fyre 10 billige stearinlys af, mens hjælpen arbejder hos hende?

Og hvor lyder det dog hult i mine ører, når en ukendt ung mor overfuser mig midt på gaden, fordi jeg ryger på min pibe - samtidig med at hun har spadseret med sit lille barn i klapvogn op og ned af Vesterbrogade i en time og kigget på forretninger indhyllet i dieselos, der statistisk set er 104 gange farligere at indånde end en snert fra min pibe.

Visse begrænsninger af rygning på arbejdspladser og i det offentlige rum kan jeg forstå og acceptere, men det totale sundhedsdiktatur har jeg svært ved at se en dybere mening med, når eksempelvis de øvrige former for skadelig røg slet ikke bliver antastet. Det bliver højst til lidt løftede pegefingre om gamle oliefyr og brændeovne, mens der stadig må være fyrfadslys på alle bordene i cafeerne.

Selvfølgelig forsøger man også at begrænse biltrafikken i byerne, mens den kollektive trafik gladelig bliver fritaget for enhver hjælp til forbedring af den fælles indåndingsluft. Når vi nu alle godt ved, at det gode eksempel er den bedste pædagog, er det da et skammeligt eksempel på manglende rygrad visse steder, at det altid ender med at være det enkelte lille individ, der skal tvinges til at bøvle med de største problemer.

Der må altså gerne diesel-oses, men ikke ryges i det offentlige rum. Det giver også rigtig fin mening, at jeg i min gamle osende bil gerne må tøffe tæt forbi de selv samme cafeer, hvor jeg ikke må tænde en smøg. Hvor grotesk det end er, skulle det heller ikke undre mig, om det også er forbudt at ryge på DSB's Centralværksted for diesellokomotiver.

Men nu er vi så nået dertil, at vi må have røgfri opgange, siger de, sågar hele boligblokke, for den siver jo, røgen. Skal pensionist Petersen med cerutten så flytte fra den lejlighed, hvor han har boet i mere end 40 år? Nej, selvfølgelig da ikke! Det er jo klart, at et sådant forbud kun skal gælde for nye beboere - altså efter at lejlighederne er grundigt rensede og desinficerede, lyder det fortrøstningsfuldt. Men han bliver nu nok alligevel nødt til at flytte, for resten af de nyhellige beboere skal såmænd nok få mobbet ham ud, når dræberlugten først sniger sig ind under fodpanelerne på anden sal.

Hvad gør vi så med ham eller en ny beboer, der gerne vil ryge? Jo, de bliver henvist til den særlige blok, hvor rygning stadig er tilladt. Det er den sidste blok - den, der ligger længst væk og ikke er synlig fra vejen. Det er den blok, der heller ikke bliver vedligeholdt og hvor græsset står meterhøjt, fordi de stakkels håndværkere og gartnere selvfølgelig ikke skal arbejde i eller omkring det osende hus.

"Udskuddets hus" kalder de det - for sjov.

Der bliver også sat et højt hegn op omkring den blok, for de frelstes børn skulle jo nødigt komme derned ved et uheld og få set de forfærdelige ting, der foregår. Eneste særlige udstyr i lejlighederne dernede er det lille gule armbind, som Hr. Petersen skal have på, hvis han vil i Brugsen efter cerutter, så de pæne og rene kan skynde sig over på det andet fortov, når hans rollator kommer trissende. Bussen må han selvfølgelig heller ikke køre med, for lugten alene er jo så farlig, at den kan slå en uskyldig sidepassager ihjel.

Når der så er tilstrækkeligt uhumsk nede ved den blok, og gadelysene også er væk, så kommer den fagre dag, vi alle længes efter, hvor de første børn "dernedefra" bliver tvangsfjernet, fordi det jo beviseligt er et overgreb mod uskyldige, at de bliver fastholdt i den dødelige røg. Og det er de jo nødt til, for de kan ikke gå andre steder hen. De må ikke lege med de andre børn, og da slet ikke besøge dem, fordi deres tøj jo stinker langt væk af røg.

"Udskuddets hus" er også dér, hvor alkoholikere og narkomaner, de psykisk syge og de øvrige utilpassede eksistenser bliver henvist til af kommunen - for så kan vi holde de fine velduftende opgange fri for al skidtet.

Og en skønne dag kommer en gæv og folkekær politiker så til at sige: Røgfri by ...

Det er altid let at se slutningen på et skråplan, men er det så svært at ane dets begyndelse?

Nu er det jo ikke kun i vores lille forkælede land, at de lugtfrie forandringsvinde blæser. Hver eneste dag strømmer glade budskaber ind om endnu et røgfrit tiltag i denne eller hine fjerne afkrog af verdenen. Det ligner næsten en religiøs vækkelse, og jublen når uanede højder i budbringernes tilfredse stemmer. Man svømmer næsten over i medbegejstring over den rene og uforpestede luft, der nu vil brede sig i London, New York, Tokyo eller Haslev - og den er helt sikkert også omkranset af dansende lyseblå violer. Man kan tydeligt se billederne for sig, med alle disse glade mennesker der nu ubesværet kan suge den rene frihed i sig. Det kan dog kun være med en opgivende hovedrysten, at man hører om en fortovsrestaurant i Delhi, der har indført rygeforbud. Enhver, der har været i Delhi, vil vide hvorfor.
Men pludselig stopper man op og tænker: Hvorfor er det egentlig, at alt det farlige skal forbydes?

Gammel visdom siger jo at det forbudte er det mest tillokkende, og det får mig til at fundere over, om vi mon kan være så heldige, at næste generations ungdomsoprør igen gør tobakken til folkeeje. Man kan jo kun håbe.

Men tilbage til det farlige, det livstruende. For der er jo det, det hele handler om.
Selvom jeg endnu ikke har erfaret det på egen krop, er det for længst klarlagt af alle eksperter, at røg gør os syge, og det koster samfundet millioner af kroner, præcis som andre selvforskyldte ting såsom graviditeter, sportsskader, fedme, hobbyulykker og lignende. Og det forkorter vores liv, eller i det mindste - sammen med de andre ting, der allerede er eller snart bliver forbudte - øger det risikoen for at få et kortere liv. Såvist, tænker jeg, men hvorfor i alverden skal vi egentlig leve længere?

Et langt liv er vel ikke en lykke i sig selv, og da slet ikke hvis det er som indtørret, dødsangst og nydelsesfornægtende asket. Personligt vil jeg så gu da hellere nyde alle livets goder i 60 år end kede mig i 80 - men får jeg friheden til at vælge?

For år tilbage blev der flere steder i verden lavet en del spændende undersøgelser om sammenhængen mellem livsførelse og helbred. Fra en livsnyders synspunkt var et af de mere interessante resultater herfra, at selvoplevet høj livskvalitet havde større positiv effekt på ens helbred end de negative påvirkninger fra usund livsførelse. Så hvis gamle Hr. Petersen virkelig nyder sin cerut, kan det altså lægge flere år til hans alder, end røgen vil trække fra.

Hvorfor mon man aldrig hører om de undersøgelser mere. Er de blevet helt glemt eller bare bevidst gemt i ensidighedens formørkede skygge?

Der er også et ganske andet og noget større perspektiv, man kan pusle med.
Hvad er en af de største udfordringer, denne klodes befolkning står over for? Klimaforandringen grundet forurening og især CO2 udslip er vel det oplagte svar. Den ene store konference og aftale efter den anden forsøger at finde de vise sten til at få bugt med dette menneskeskabte uhyre, som jo i bund og grund blot er en konsekvens af alt for mange forbrugende mennesker på denne jord.

I mit snurrige hoved afføder det så det besynderlige paradoks, at alverdens velmenende regeringer med den ene hånd vil iværksætte alle mulige tiltag til at begrænse CO2-udslippet, og med den anden hånd lave alle mulige krumspring for at gøre os alle sammen endnu ældre, hvilket kun vil gøre førstnævnte problem større!

På vores forpinte klode fødes hvert år ca. 130 mio. børn, og der dør ca. 60 mio. mennesker. Tænk hvis det vil lykkes at hæve den globale levealder med blot 1 år, så vil befolkningstilvæksten på et år blive 190 mio. i stedet for 70. Og altså også medføre 60 mio. flere gamle mennesker, der kræver pleje, mad og opvarmning, med endnu mere CO2 til følge.

Set fra et kynisk, men absolut bæredygtigt, klodebevarende synspunkt burde enhver ansvarlig regering derfor arbejde intenst på at øge børnedødeligheden og sænke levealderen markant.

Men selvfølgelig gør vi lige det modsatte - og fælder hele Borneos regnskov for at etablere plantager, der kan producere palmeolie nok til madlavning og biobrændsel til de stadigt stigende millioner af menneskers behov. Det tragikomiske i netop dette er, at regnskovene er de største producenter af ilt, som er den anden vigtige bestanddel af atmosfæren. Så det miljørigtige regnestykke bliver, at man fjerner noget, der laver ilt, for at erstatte det med noget der vil danne mere CO2 og dermed forrykke atmosfærens vitale balance endnu mere uhensigtsmæssigt for os alle.

Kombineret med de alenlange lister af sundhedsforbedrende forbud, ligner det en forblommet ide om, at vi alle sammen skal undgå alt det farlige, så vi kan leve længe nok til at blive kvalt af iltmangel.

Derfor synes jeg, at alle sundhedsforbuddene i stedet skulle erstattes med et generelt påbud om at stor-nyde alle de herlige fristelser, som livet har at byde på, så vi ad den vej kan sikre ilt og plads nok til de kommende generationer.

Hvor hoppede min kæde af? - det gjorde den præcist på det tidspunkt, hvor min hellige selvforståelse kom til at tvinge andre til at overholde de bud, min Gud har pålagt mig.

Jeg nævnte vist også, at jeg har en såkaldt kamphund i husholdningen, men måske skal vi vride den klejne en anden dag.

Længe leve - hvad?

Ole L. Olesen er seniorkonsulent