Lækker lørdag for Obama

Med sejre i Washington, Nebraska og Louisiana formåede Barack Obama i går at rykke endnu tættere på Hillary Clinton i den knivskarpe kamp om at bli...

Slettet Bruger,

10/02/2008

Med sejre i Washington, Nebraska og Louisiana formåede Barack Obama i går at rykke endnu tættere på Hillary Clinton i den knivskarpe kamp om at blive demokraternes præsidentkandidat til valget i november.

"Indsatserne er for høje og udfordringerne for store til at spille det samme gamle Washington-spil med de samme gamle Washington-spillere og forvente et andet resultat. Folk vil vende et nyt blad, skrive et nyt kapitel i den amerikanske historie," udtalte Obama ifølge cnn.com efter sejrene.

Ifølge CNN's beregninger skiller kun 61 delegerede nu de to kandidater, med 1.1100 til Clinton og 1.039 til Obama. Begge er altså lige over halvvejs mod målet, 2.025 delegerede.

Hos republikanerne kunne John McCain ikke udnytte den frontløberstatus, der blev endeligt slået fast forleden på "Super Tuesday". Både Louisiana og Kansas gik til Mike Huckabee, og tilmed på en facon, der kan vække en vis bekymring hos McCain.

I Kansas måtte han se sig slået klart med kun 24 procent af stemmerne, og i Louisiana viste exit-polls, at han lå markant efter efter Huckabee i kampen om de konservative stemmer, som han prøver så hårdt at få fat på.

De republikanske Caucus' i Washington lå så tæt, at et endeligt resultat ikke foreligger. Her hedder de foreløbige stemmetal: McCain 26 procent, Huckabee 24 procent og Ron Paul 21 procent.

[email protected]

Kilde: