Løkke truer med kartoffelkur

Slettet Bruger,

04/12/2007

Det kan komme til at koste dyrt for alle danskere, hvis det lykkes for de offentligt ansatte at presse for høje lønstigninger igennem ved forårets overenskomstforhandlinger. Så kan dansk økonomi nemlig blive kastet ud i en situation, der minder om den i slutningen af 80'erne, hvor den daværende Schlüter-regering måtte indføre den såkaldte "kartoffelkur" for at få styr på økonomien, skriver Politiken. Det er finansminister Lars Løkke Rasmussen, der advarer.

"Det her er en appel om at få noget realisme ind i processen omkring overenskomstforhandlingerne. Vi skal respektere rollefordelingen på arbejdsmarkedet og holde fingrene væk på Christiansborg. Og arbejdsmarkedets parter skal forstå alvoren af det, vi skal i gang med," siger Løkke til Politiken.

Han frygter, at for store lønstigner i det offentlige vil smitte af på lønningerne i den private sektor, og at det vil medføre en svækket konkurrenceevne for Danmark på det internationale marked.

Kartoffelkuren fra 80'erne indeholdt bl.a. en udhuling af rentefradragsretten og et deraf følgende prisfald på boligmarkedet.

S: Drop skattelettelserne
Hos Socialdemokraterne mener man, at regeringen allerede nu burde droppe de planlagte skattelettelser til fordel for højere løn i den offentlige sektor.

"Regeringen giver skattelettelser i en situation, hvor vismænd og Nationalbanken advarer mod, at dansk økonomi er på bristepunktet. Samlet set er der brug for en langt mere ansvarlig økonomisk politik end den, regeringen lægger op til. Skattelettelserne skal droppes," siger Socialdemokraternes finansordfører, Morten Bødskov, til Politiken.

Vismændene og Nationalbanken anbefaler også, at man oveni eller alternativt skal dæmpe det offentlige forbrug. Det råd ønsker Socialdemokraterne dog ikke, at regeringen skal lytte til.

[email protected]

Kilde: