Løkke-kritisk borgmester i unåde blandt sine egne

Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl, er ikke kun en upopulær mand i Finansministeriet, hvor Lars Løkke Rasmussen er genstand for Thorndahls unders...

Slettet Bruger,

17/03/2008

Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl, er ikke kun en upopulær mand i Finansministeriet, hvor Lars Løkke Rasmussen er genstand for Thorndahls undersøgelser af brugen af skatteydermidler. Også i borgmesterens eget parti, de Konservative, langer man nu efter hans ministerundergravende aktiviteter.

"Vi tager klart afstand fra den form, Uffe Thorndahl anvender i sine undersøgelser og skriverier om Lars Løkke Rasmussen," siger Marianne Preis Balser, som er formand for bestyrelsen i den konservative partiforening i Hørsholm, til politiken.dk og fortsætter:

"Jeg må indrømme, at jeg er lidt rystet. Det er meget dyneløfteri. Men vi kan ikke gøre andet end at meddele, at vi ikke bryder os om det. Jeg håber, at Uffe Thorndahl vil drøfte det her med os, og jeg vil meget gerne vide, hvad formålet er. For vi kan jo komme ud for, at vores medlemmer gerne vil høre, hvad det er, han vil med det her. Jeg vil jo gerne have, at Hørsholm har et godt ry på danmarkskortet og ikke bliver sat i hartkorn med Uffe Thorndahl i denne her sag."

Uffe Thorndahl forstår ikke reaktionen fra hans partiforening.

"Jeg siger bare sandheden. Den er så politisk ubekvem," siger han til politiken.dk.

Nu overvejer han tilsyneladende sit medlemsskab af Det Konservative Folkeparti.

"Jeg sidder og tænker over relationen mellem ytringsfriheden og så retten til at betale kontingent til Det Konservative Folkeparti. Men jeg har ikke konkluderet noget endnu," siger Uffe Thorndahl.

I weekenden tog også kulturminister Brian Mikkelsen afstand fra Hørsholm-borgmesterens undersøgelser af Lars Løkke Rasmussens forbrug af repræsentationsmidler.

[email protected]

Kilde: