Lægeformand: Masser af læger, men de bruges forkert

Slettet Bruger,

12/11/2007

Danmark har ikke lægemangel, tværtimod. Det er dagens opsigtsvækkende melding fra Den Almindelige Danske Lægeforening, skriver Politiken. Danmark er nemlig tæt på at være førende i verden, når det gælder antallet af læger. Derfor er det heller ikke nødvendigt med flere studerende på lægeuddannelsen, siger formanden for Lægeforeningen, Jens Winther Andersen.

"Vi er naturligvis helt klar over, at der allerede i dag er mange ubesatte speciallægestillinger. Men det er ikke, fordi der mangler læger. Årgangene af nye læger er store for øjeblikket. Det er, fordi der mangler andre hænder til at løse opgaver i sundhedsvæsenet," siger Jens Winter Andersen til Politiken.

De eneste OECD-lande, der har flere læger pr. indbygger er Grækenland og Italien. Til gengæld kommer vi ind på en tredjesidsteplads, når det gælder det totale antal ansatte i sundhedsvæsenet. Og det betyder, at de højt uddannede læger skal bruge deres tid på andre arbejdsopgaver. Det er blandt andet papirarbejde, registreringer og journalarbejde, der tager lægernes tid fra egentligt medicinsk arbejde.

"Hvis speciallægerne ude på sygehusene kunne frigøres fra disse opgaver, ville der blive mere kapacitet tilovers til det lægelige, og så ville speciallægemangelen være i hvert fald delvis afhjulpet. Det handler kort sagt om at udnytte arbejdskraften mere fornuftigt," lyder det fra Jens Winther Andersen.

Regionerne urokkelige
Hans argumenter bider dog ikke på formanden for regionernes sundhedsudvalg, Orla Hav (S). Han fastholder, at løsningen er at få flere medicinstuderende gennem systemet.

"Der er pålagt danske læger meget store kontrolopgaver, og det er jo dumt, for lægerne skal selvfølgelig først og fremmest bruges til det, de er gode til. Men jeg er ikke enig i udlægningen af OECD's tal. Problemet er jo netop mangelen på speciallæger, og med den nye sundhedslov er der lagt op til, at det er speciallæger, der skal løse de fleste opgaver," siger Orla Hav til Politiken.

[email protected]

Kilde: