LO truer svineproducenter: Vi accepterer ikke østarbejdere

Danske Svineproducenter går ifølge formand Torben Poulsen med tanker om at hyre østeuropæisk arbejdskraft til slagterierne i Danmark til en løn, so...

Slettet Bruger,

19/05/2009

Danske Svineproducenter går ifølge formand Torben Poulsen med tanker om at hyre østeuropæisk arbejdskraft til slagterierne i Danmark til en løn, som kan konkurrere med slagteriarbejdere i udlandet, men det bliver der ikke noget af, hvis det står til LO. Den store faglige organisation sender en slet skjult trussel om anvendelse af de sædvanlige fagforeningsmetoder, hvis svineproducenterne skulle vove at trodse de danske fagforeningers eneret på at forhandle løn.

"I LO vil vi gerne gøre det fuldstændigt klart, at vi ikke accepterer, at man snyder sig uden om de indgåede overenskomster. Hvis de Danske Svineproducenter vil oprette nye selskaber og hente kolonnearbejdere ind til underbetalt arbejde, så kan de forvente en modreaktion fra fagbevægelsen. Og vi er stærke, når vi står sammen," siger LO-formand Harald Børsting til Ritzaus Bureau.

De danske slagterier har ellers svært ved at klare sig i konkurrencen med de udenlandske p.g.a. det høje lønniveau i Danmark, og i Danish Crown forsøger man for øjeblikket at komme igennem med en lønreduktion på 20 procent. Det er i den forbindelse, at Danske Svineproducenter har sagt, at man alternativt kan stifte et nyt slagteri, der ikke er underlagt Danish Crowns overenskomstaftaler. Men det vil LO ikke acceptere.

"Vi vil bekæmpe ethvert skridt, der tages til at skifte hårdt arbejdende slagteriarbejdere ud med underbetalte kolonnearbejdere. Danske Svineproducenter har indgået en overenskomstaftale, og den vil vi ikke acceptere, at de render fra," siger Harald Børsting til Ritzau.

[email protected]

Kilde: