Af Karsten Anker Petersen
Karsten Anker Petersen er kommunikationschefFor nogle uger siden kom min datter hjem fra skole og fortalte stolt, at hun skulle gøre en god gerning.
Hun går i første klasse på vores lokale folkeskole, og her havde man besluttet, at børnene i tre dage skulle lære om affald(!).
Al undervisning ville derfor blive aflyst i disse tre dage, mens børnene var ude i naturen og samle affald. De skulle også prøve at veje og sortere affaldet, fremgik det af det ubehjælpsomt formulerede brev, som min datter havde med hjem fra skolen. I den forbindelse skulle hver elev også medbringe en pose affald hjemmefra.
Sidst - men ikke mindst - fremgik det af brevet, at der ville blive doneret én krone til Danmarks Naturfredningsforening for hvert kg affald, børnene samlede ind. Hvorfra pengene hertil skulle komme, svæver fortsat i det uvisse.
Da jeg hører til en lille gruppe af særlinge, der mener at børn går i skole for at lære at læse, regne og skrive, tog vi naturligvis straks kontakt til den ansvarlige lærer. Vi udtrykte undren over, at undervisningen skulle aflyses i hele tre dage, men vi undlod heller ikke at spørge til, hvorfor elever i første klasse skulle bruge skoletiden på at samle penge ind for en privat organisation (selvom dette element ganske vist var den mindste af mine bekymringer).
Som det jo ofte gælder, når kreative mennesker får en god idé, skulle det naturligvis vise sig, at den an-svarlige lærer overhovedet ikke forstod vores bekymringer. Der var jo tale om et særdeles godt projekt, og for øvrigt kunne skolen jo ikke indhente forældrenes tilladelse, hver eneste gang skolen samarbejdede med en privat organisation, lod hun os forstå.
Jeg besluttede mig for at kontakte skolelederen.
Han måtte kunne forstå mine bekymringer og som leder af skolen, ville det falde ham naturligt at lytte til en bekymret kunde, tænkte jeg.
Men nej, sådan gik det ikke. Jeg tror slet ikke, at han opfattede mig som en kunde.
Det står mig ikke klart, om han oprindeligt havde godkendt projektet, men han havde i hvert fald besluttet sig for at give det sin uforbeholdende opbakning. Der er intet at komme efter, lød meldingen, og han kunne ikke bruge mine bekymringer til noget som helst. Dels var der jo masser af faglighed i at veje affald, dels, forsikrede han, ville børnene "som udgangspunkt" få de aflyste timer på et andet tidspunkt. Da jeg bad ham uddybe dette svar, blev han hørbart irritabel og bad mig sende mine spørgsmål på skrift.
Inden samtalen sluttede brat, nåede han lige at forsvare samarbejdet med Danmarks Naturfredningsforening og i øvrigt henvise mig til skolebestyrelsen, hvis jeg var utilfreds med hans "afgørelse".
Jeg skal gerne medgive, at vores nuværende regering har gjort en stor indsats for at få en smule faglighed tilbage i folkeskolen. Det er et af de - få - områder, hvor regeringen med rette kan hævde at have gjort en særlig indsats. Men hvis min oplevelse blot er tilnærmelsesvis repræsentativ, er der langt igen. Folketinget kan vedtage nok så mange folkeskoleforlig, hvor faglighed og kvalitet er i højsædet, og i kommunalbestyrelserne landet over kan man snakke nok så meget om, at børnene skal lære at læse, regne og skrive. Det nytter lidet, hvis skoleledere og -lærere ikke lytter og agerer herefter.
Der er sandsynligvis ikke et eneste dansk lærerværelse, hvor der hænger et skilt med ordlyden "kunden har altid ret". Ja, måske kan de slet ikke lide udtrykket "kunden", da det jo lugter af markedsøkonomi, konkurrence og den slags, som de er højt hævet over.
Og hvad gør jeg så? Privatskole er naturligvis en mulighed, selvom jeg dermed kommer til at betale for den samme vare mere end én gang. Men jeg er jo også nødt til at tage hensyn til, at min datter trives på skolen, og at alle hendes kammerater går der. Så måske skal jeg bare gøre, ligesom man gør i Folketinget og kommunalbestyrelserne - lade som om skolerne prioriterer faglighed og kvalitet, når det nu engang er besluttet, at det skal de gøre.
Og når der så kommer breve hjem om, at min datter skal ud og samle affald, kan jeg sige til hende, at hun jo passende kan starte med de breve, skolen sender hjem til os.
