Af Thomas Johannes Erichsen
Når nu man i den seneste uge har forsvaret ytringsfriheden med næb og skarpe kløer, hvad er det så, egentlig, at danskere bruger friheden til? Hvis talens frihed er hellig, hvad er det så vi nødvendigvis må få sagt? Vi vil have fuldstændig frihed til at ytre os, men hvad er det, vi har på hjerte, hvad er det, vi bare må have frihed til at ytre? Muhammed-kriserne har afsløret et interessant paradoks - danskere slås som sjældent før for en sag, ytringsfriheden, men hvorfor dog, vi er jo et stumt og mageligt folk, blottet for særlige meninger.Og hvorfor skal vi også mene noget som helst, det går jo fint, vi har det godt, senest bekræftet af 60 Minutes, der erklærede os for verdens lykkeligste folk. Vi har tillid til hinanden, hed det, ja, men det blev også røbet, at vores selvtilfredshed skyldes, at vi ikke stiller særligt høje krav til tilværelsen. Og så kan enhver jo kalde sig lykkelig, så skal der ikke meget til, enhver bliver lykkesmed, hvis det handler om ikke at håbe på for meget. Jubii, økonomien er stabil, der betales endda godt af på boliglånet, konen er stadig ikke skredet, børnene hader mig ikke, i aften er der "Varm på is", der er ingen problemer, det kører bare.
Det lyder måske som kritikken fra venstre - det er det ikke. Folk vælger selv om de vil degenerere som livløse forbrugere, den kan ikke skrives på samfundets og det frie markeds regning. Det er den skånselsløse kritik fra højre, først formuleret af Toqueville og mest veloplagt af Nietzsche i hans profeti om Det Sidste Menneske: "Da er jorden blevet lille, og på den hopper det sidste menneske og gør alting småt. Hans slægt er uudryddelig som jordloppens, det sidste menneske lever længst. - Vi har opfundet lykken, siger de sidste mennesker og blinker med øjnene. De har forladt de egne hvor det var hårdt at leve, for man må have varme." Tyg lidt på den, både til højre og venstre, i begge sider af munden.
Vi er frie, men hvis trygheden er vigtigere, så forsvinder friheden, langsomt, umærkeligt, snigende. Tryghed og komfort er potentielle parasitter, som berøver os livsstyrke, handlekraft, gør os ufrie. Men måske ønsker vi slet ikke denne frihed, den åbner jo op for en lang række muligheder og valg, og der er altid noget på spil, når man træffer valg. Vi ønsker kontrol, overblik og faste rammer, ellers får vi ondt i maven, og netop fordi vi så let får ondt i maven, er vi ude af stand til at ønske os andet. Men det er godt at få ondt i maven en gang i mellem.
Nietzsche mente, at bedsteborgeren havde perverteret magtbegrebet, således at livsudfoldelsen, selvrealiseringen og magten havde forvandlet sig til et behov for blot at havde styr på tingene, at have kontrol. Der skal ikke argumenteres for det totale kontroltab her, det resulterer i optøjer, hvor tosser og tabere agerer frihedskæmpere i deres lokale ghettoer, men når nu vi har så meget frihed, os danskere, skulle vi så ikke gøre lidt mere brug af den? Skylder vi i det mindste ikke de mennesker, som lever i kvælende ufrihed at turde bruge vores frihed i lidt højere grad?
Muslimer guddommeliggør livet, det gør vi ikke. Her kunne vi lære noget. Religioner rummer næppe nogle sandheder, men selve tanken om at holde livet helligt er ikke irrationel. Det er naturligvis ærgerligt og en streg i regningen, at religioner er dualistiske og ofte værdsætter det kommende liv endnu højere, men som udgangspunkt er det en frugtbar ide at indtænke en vis uudgrundelighed og guddommelighed i tilværelsen. Behøver man nævne, at det var en af Kierkegaards pointer og en mulighed for at trække sig selv op af den bedsteborgerlige ligegyldighed?
Mens man kan kritisere danskere for alt for ofte at være nedblævret i middelmådighed, så er det sværere at sætte en finger på vores institutioner og tak for det. Danskere lever i et forbilledligt samfund, vi har et stærkt demokratisk etablissement og den kapitalistiske, socialliberale, sekulære stat tilbyder en høj grad af frihed, under ansvar naturligvis. Men kan fornuftige statsinstitutioner, udtænkt af politiske filosoffer og kæmpet for af mænd med hår på brystet, bestå, hvis stadig større dele af befolkningens mentale tilstand grænser til dvale, hvis både interessen for politik og kultur forsvinder, og man slet ikke behøver at bruge hovedet længere, bare man kan bruge et excellark?
Vores institutioner er stærke, vores kultur er ikke. I kraft af vores institutioner har vi alle muligheder, der er frit valg på alle præmiehylder, men er vi med i spillet? Hvad er dansk kultur, danske værdier? Det er der jo slet ikke noget, der hedder. Man kan tale om europæisk eller rettere vestlig kultur, men et dansk kultursærpræg, næppe. Derfor er det også latterligt når Dansk Folkeparti prædiker danske værdier, hvad er det, håndbajer og kolonihave? Det er i hvert fald mennesker med håndbajeren i den ene hånd og Corner 100 i den anden, som stemmer DF. De skal bare ha', de perkere. Kulturløse mennesker har altid frygtet fremmede kulturer mest. Ikke dermed være sagt at muslimsk kultur er beundringsværdig, man kan endog hævde, at vi har et muslimsk problem i Danmark, jævnfør Hizb ut-Tahrir og Islamisk Trossamfund, men lad os prøve at vende blikket indad, inden vi møder nydanskere med fordomssmalle øjne - skal vi rulle med øjnene så lad dem rulle hele vejen.
For vi kan ligeså godt vænne os til tanken, vi skal være her alle sammen.
Samfundet bliver i stigende grad multikulturelt, København er for alvor ved at blive en storby med mange forskellige voksende etniske grupper.
Det går ikke, når sociale tabere stemmer DF og sparker nedad for at føle sig lidt mindre som sociale tabere.
Men det går heller ikke, når tosser vil myrde Kurt Westergaard, og muslimerne kan derfor lige så godt vænne sig til, at deres profet i fremtiden ikke vil blive behandlet med mere ærefrygt end Jesus eller julemanden.
Det går ikke, når Dansk Folkeparti sammenligner tørklæder med hagekors og forvandler små muslimske kvinder fra Nordvest til afstumpede nazibødler.
Men det går heller ikke, når religiøse dogmer spærrer for enhver udvikling, når man ikke værdsætter tvivlen som afgørende fundament for fremskridt.
Det går ikke at benægte, at Islam er uforeneligt med demokrati, når der lever over 25 millioner muslimer i Europa, og sandsynligvis 40 millioner om 25 år. Ideologierne skal integrere hinanden, ellers kommer vores børn til at vokse op i en stor europæisk zoologisk have. Uden lås på burene.
Og det går heller at gøre politisk karriere på baggrund af fjendebilleder, slet ikke hvis man bevidst er medvirkende til at skabe den uro, i kraft af hvilken man høster stemmer.
Hvis man efterspørger kultur, politisk indsigt, et rationelt forhold til religion og et stærkt og vindende væsen, så skal man læse og opleve Irshad Manji. Hun er canadisk muslim, demokrat, erklæret lebbe, islamreformator og helt uden Tariq Ramadans vævende tvetydighed. Hun er desværre også forfulgt af dødstrusler, men porto koster jo penge og rabiate muslimer er ofte på overførselsesindkomst. Manji har mange stærke pointer og fremhæver blandt andet følgende ejendommelighed. En så afholden religion som islam, der tildækker kvinder, forbyder dem sex før ægteskabet, forbyder alkohol og homoseksualitet, hvordan kan drømmen om de 72 jomfruer i paradis opstå her, 72 urørte teenagepiger, uforpligtende sex med 72 forskellige pigebørn, er det ikke en lille smule perverst?
I sin bog 'The Trouble with Islam", spørger Manji sin muslimske tante fra Texas, om det ikke er svært at være muslim i delstaten. Overhovedet ikke, svarer mormoren, "just dont go into hiding". Texanere elsker tilsyneladende en muslim, der ikke er bange for at være muslim, bare personen tager del i samfundet. Faktisk har texanere mere respekt for en samfundsaktiv muslim end for en eks-muslim, og mon ikke det samme gælder herhjemme? Sådan brydes vores fordomme jo på lykkelig vis, når vi opdager, at den kirurg, som skal operere os, bærer slør. Og den dansker, som ikke ønsker at blive opereret af en muslim, burde måske opereres for noget helt andet.
Danskere er et kulturfattigt folk. Vi kunne trænge til nye indtryk. Vi har ikke brug for en kulturkrig, den vil også bare afsløre hulheden i vores egen rullepølsekultur. Men på den anden side må muslimer også finde sig i, at Muhammed ikke bliver redt med hårene. Hvor mange koner var det han havde, 12?
I virkeligheden er vores sensationsliderlighed en væsentlig årsag til at Muhammed-kriserne rydder forsider, den slags nyheder sælger, vi sluger det råt. Og hvis vi lever uinteressante liv, så passer det med, at vi har brug for den slags stimulanser. At vi kan tillade os det, et frit samfund som det har taget over 7.000 år at realisere, fra de gamle vanvittige ægyptere til de oldgræske slavesamfund, gennem romerrigets evige grænsekrige og blodbade, gennem en religiøs og livsfornægtende middelalder - først i renæssancen begynder almindelige mennesker at kunne trække vejret, og så er der stadig langt igen fra Nordeuropa år 1500 til velfærdsstaten, mildest talt. Men vi er her nu, og vi fejrer vores frihed med papvin og lørdagsunderholdning, mens vi sparker til arabere, tyrkere, iranerne og andre indvandrere, som ofte slet ikke er indvandrere, men født og opvokset i Danmark.
Hizb ut-Tahrir og en række manipulerende imamer kan skride af helvede til, javist, men lad os ikke prale af vores eget menneskelige underskud ved at dæmonisere en hel minoritet.
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i moderne kultur og filosofi og arbejder for Mogens Dahls koncerthus
