Kulturkamp

Af Jesper Lau HansenDer findes en forklaring på fodbold

Slettet Bruger,

17/01/2008

Af Jesper Lau Hansen

Der findes en forklaring på fodbold. Den findes i forskellige versioner, men slutningen er den samme: "... og Tyskland vinder til sidst." Det er normalt ikke ment som en kompliment, men som en erkendelse af at fedtspil ofte betaler sig. Den, der holder på bolden, ender som oftest med at vinde over hold, der spiller langt mere elegant, for selv ved middelmådigt spil kan man være heldig til sidst i en målløs kamp at få vippet bolden over modstanderens målstreg.

Der tales meget om, at Anders Fogh Rasmussen kigger efter en udenlandsk toppost, når hans tid som statsminister er forbi. Måske skulle han overveje at blive landstræner i Tyskland. Og dét er faktisk ment som en kompliment.

En kompliment til statsministeren i denne netavis, Danmarks eneste rigtigt borgerligt-liberale avis, må opfattes som en provokation. Den er tilsigtet. Men netop fordi vi er borgerligt-liberale, reagerer vi på provokationer ved at genoverveje vores positioner, ikke ved at true med bål og brand - håber jeg da. Så derfor dette tilløb til en kompliment, for skuffelsen over, at noget eller nogen ikke er perfekt, bør ikke overskygge, at det måske ikke er så dårligt endda.

For nyligt udkom en bog om Schlüters tid som regeringsleder. Det er en glimrende bog, for den gengiver de mange blandede følelser, som den tid gav og stadig giver. En pæn del af disse indlæg er skrevet af personer, der var og navnlig er blevet skuffet over, at de mange år ikke gav større resultater end som så. Nu er skuffelse ofte ambitionens brændstof, så det kan være gavnligt i stræben efter bedre resultater. Men for meget af det kan også føre til, at man drukner motoren, for nu at trække endnu en metafor for langt.

For mig var Schlüters tid som statsminister lidt af en åbenbaring. Jeg voksede op med først en børnehave, så en skole og siden et gymnasium befolket af lutter meget venlige og for de flestes vedkommende meget røde voksne. At jeg var borgerlig, måske endda liberal, forsøgte jeg at holde for mig selv på samme håbløse måde, som havde det været en medfødt deformitet, og af samme misforståede ønske om at passe ind og ikke vække unødig opsigt. Som jeg blev ældre, blev jeg mit standpunkt og dets synlighed mere bevidst, og jeg stod ved det uden dog at fremture. Så det var en rimeligt afklaret, men høflig ung mand, der begyndte i 1. G i 1981. Når lærerne holdt fest 1. maj med en sketch om, at de ikke kunne lide unge, der gik med slips, gik jeg med slips, dog først noget tid efter. Det var i øvrigt grimt og skete heldigvis sjældent, men det blev dog gjort. Mit James Dean-gen var kort sagt ikke så dominerende, men dog aktivt. Mange af mine kammerater havde det på samme måde, en gryende modstand, men ubefæstet. Når læreren ville undervise om Vietnam, bad vi om at høre, hvad der foregik i Afghanistan.

At der kunne komme en borgerlig-liberal regering i dette land, hvor de elektroniske medier var ejet af Staten lige som i DDR, hvor en pæn del af deres medarbejdere da også havde været på besøg, og hvor den offentlige diskurs var lagt sådan, at man var håbløst højreorienteret, hvis man var social-demokrat, det fremstod som et mirakel. Det var således ikke kun socialdemokraterne, der vantro opfattede det som noget naturstridigt; en abnormitet som snart måtte forsvinde af sig selv. Og sådan gik det da også for vores svenske broderfolk, da de for en kort stund greb magten. Det skete i øvrigt tilskyndet af en ikke særlig ung, endsige provokerende kunstner, Astrid Lindgren. Hun havde brugt kunstnerens stærkeste våben og latterliggjort overmagten i form af den svenske forsorgsstat og dens ønske om at beskatte hendes velfortjente indtægt med mere end 100 pct. Men i Sverige forsvandt den borgerlige regering hurtigt igen som en luftspejling i ørkenen. Det skete ikke i Danmark.

Schlüter holdt sig ved magten år efter år, ikke altid lige ærefuldt, men langsomt begyndte en række borgerlige-liberale holdninger og dyder at vinde fodfæste, hvor de tidligere var fortrængt. Jeg husker endnu, hvordan princippet om, at man skal yde, før man kan nyde - dette for den sande velfærdsstat helt livsnødvendige princip - blev mødt med forfærdelse og forargelse i brede kredse.

Hvor stærkt holdningsskiftet var, ses vel bedst af, at da socialdemokraterne omsider genvandt regeringsmagten, kunne en intelligent leder som Poul Nyrup Rasmussen ikke få sig selv til andet end at fortsætte hovedlinjen i den førte politik. Fastkurspolitikken blev fortsat, og ganske betydelige privatiseringer blev gennemført. Forkæmperne for nationalisering, statsstyre og fondssocialisme mistede indflydelse, og defaitismen forklædt som pacifisme blev erstattet med en aktivistisk udenrigspolitik i Golfen og senere andre steder i en fornyet tro på, at demokratiet var værd at kæmpe for.

Hvis man er bedrøvet over den nuværende regerings tilsyneladende accept af en række forhold, som traditionelt forbindes med social-demokratiet (med bindestreg), kan man måske lune sig ved den desperation, som Socialdemokratiet i dag føler over at have tabt selv den sidste trævl af initiativ og vision. Intet viser dette mere tydeligt end Ritt Bjerregaards dybt reaktionære ønske om at sætte sit partis ledelse i Rød Skole, så de kan genopdage de holdninger, der effektivt og måske for evigt har decimeret det en gang så store folkeparti.

Uden at ville forklejne de mange chancer for mere fundamentale ændringer, som aldrig blev grebet, står Schlüters tid for mig derfor som en uhyre vigtig periode, hvis indflydelse på fremtiden var afgørende og altovervejende positiv.

Jeg har det på samme måde med Fogh. Som Schlüter begyndte han mere frisk, end han fortsatte. Det var i denne første friske periode, at han meget rigtigt talte om betydningen af kulturkamp: det afgørende var ikke de tiltag, en regering kunne lave, for dens handlerum er mere snævert, end de fleste gør sig klart, men påvirkningen af kulturen, hvis konsekvenser kan være langvarige og afgørende. Det var et budskab, som mange har valgt at misforstå.

Det var i samme periode, at han begyndte sit opgør med smagsdommerne. Det blev også misforstået af de, der ville misforstå det, fordi det var rettet mod dem og deres tankegods. Men opgøret med smagsdommerne og ekspertvældet var et afgørende slag for det borgerligt-liberale grundprincip, at folk kan tænke selv. Det er i al sin gribende enkelthed begrundelsen for demokratiet, lige som troen på, at uvildige eksperter ad videnskabens vej kan vælge for os, er begrundelsen for diktaturet, både det perfekte totalitære diktatur og den lidt mere rodede udgave, som den danske velfærdsstat havde udviklet sig til. Eksperter har - hvis de er deres navn værd - ekspertise; det giver dem både ret og pligt til at formidle den, men aldrig til at træffe valget for dem, det berører.

Som sådan var opgøret med smagsdommerne et udmærket eksempel på kulturkampen. Alligevel efterlyser mange mere kamp om kulturen og synes at mene, at kultur kun er kunst. Kunst er kultur, men kultur er mere end det.
Man hører alt for ofte den samme klage: I taler kun om penge, nationaløkonomi og skat, men hva' med kulturen? Som om der var forskel.

Ser vi på kunsten, kan vi konstatere, at myten om den ensomme kunstner, der isoleret på sit utætte kvistværelse og på sultegrænsen skaber sin sublime kunst upåvirket af ussel mammon, er netop det, en myte. Kunstnere er flokdyr, som folk er flest, og trives bedst i konforme flokke med samme holdninger og dresscode. Som alle vi andre påvirkes de af, hvor pengene kommer fra. I Danmark kommer pengene til kunsten fra Staten, og derfor støtter kunstnerne trofast og unisont politiske ideologier, som dyrker Staten. Som hoffets artister i den prægtige enevælde dyrker de en kompliceret etikette, hvis fornemmeste mål er at distingvere dem fra den gemene hob og sikre dem magthavernes gunst. Popularitet i sin egentlige forståelse bliver i denne forfinede verden et giftdryppende skældsord.

Hvor knusende denne konformitet kan være, er den altid sympatiske Jens Christian Grøndahl et eksempel på. Han var en af de få, som havde mod til at støtte, at man fjernede det usædvanligt grusomme Baath-regime i Irak, men som krigen trak ud, og tabene steg, blev isolationen for meget, og til sidst skrev han en bog, hvor han fortrød sin afvigende holdning. Hvad skal han gøre nu, hvor stabiliteten er ved at indfinde sig i Irak, og det er overvejende sandsynligt, at demokratiet overlever; skrive en ny bog og igen risikere isolationen? Det er bestemt ikke let at stikke ud fra mængden, og særligt svært er det for de, som ikke når et bredt publikum, men må nøjes med livet i Statens tjeneste.

Så massiv og inderligt forudseelig er danske kunstneres politiske konformitet, at sociologen Henrik Dahl forleden skrev i deres hoforgan, Politiken:

"Der findes en stofkategori, jeg kalder 'kunstnervås'. Det vil sige dygtige kunstnere, der udtaler sig om politik og samfund. Men på en måde, der praktisk taget altid er faktuelt forkert, fordomsfuld og forudsigelig. Den slags kunstnere vil jeg kun se i overskrifterne, hvis det skyldes, at de har skabt et væsentligt kunstværk."

Det ville være uforeneligt med borgerlig-liberale værdier sådan at kræve censur af personer, man er uenig med. Men det ville også være ubærligt at kræve, at vi skal lytte til dem. Glem kunstnerne, nyd kunsten. Kulturkampen handler om meget andet end det.

Blandt de værdier, som efter min mening er vigtigst i denne kulturkamp, er troen på individet og dets fornuft. Det moralske imperativ er, at man aldrig taber individet af syne til fordel for mængden, at man insisterer på at kunne se det enkelte træ i skoven. De totalitære regimer har nemlig lært os, at grusomhed forudsætter, at man kan abstrahere fra det enkelte individ og kun tænke i masser.

At alle mennesker, uanset køn, fødselssted og race, besidder en fornuft, som man kan henvende sig til, og at de fleste mennesker vil opføre sig fornuftigt og til gavn for almenvellet (ja, almenvellet og ikke Staten), hvis de gives mulighed for det.

At den private ejendomsret er den mest fundamentale menneskeret, fordi den er forudsætningen for, at individet kan stå på egne ben, skabe sit eget liv og beskytte sin integritet mod overgreb. Det er fornemt at kæmpe mod uretten, men det er en menneskeret at passe sig selv og sit eget.

At det enkelte menneske i sin stræben efter lykke, når denne stræben er afskærmet fra at skade andre, gavner almenvellet. At den enkeltes stræben for at forbedre forholdene for sig og sine er et af de stærkeste incitamenter til innovation i al menneskelig udvikling, om det så er kunst, teknik eller videnskab. At den kontakt mellem mennesker på frivilligt grundlag, som ofte kaldes markedet, skaber lykke og velstand, fordi den enkelte aftale kun bliver indgået, hvis den er til gensidig gavn. At det enkelte menneske altid kender sine egne præferencer bedre end andre, fordi smag og behag er forskellig.

At vores uvilje mod at drøfte god kunst ikke skyldes en manglende interesse for kunst, men erkendelsen af, at der ikke findes en entydig definition af, hvad god kunst er, og at den enkelte kan og må afgøre det for sig selv.

At vi nok fødes som kopier med identiske umistelige rettigheder, men at vi vokser op og dør som originaler, kun fælles i vores forskellighed.

At vores erkendelse af den private ejendomsrets betydning for det enkelte menneskes mulighed og behov for integritet bør lede os til at støtte de, der ikke kan skabe det fornødne grundlag selv. Samtidig med at vi erkender, at intet er mere grusomt og arrogant end at frakende det enkelte menneske ansvaret for sig selv. Erkendelsen af, at enhver er sin egen lykkes smed, og at ingen kan hjælpe den, der ikke vil hjælpe sig selv, bør aldrig misbruges til at ignorere andres uforskyldte lidelse, men udtrykker vores tillid til, at det enkelte menneske kan tage et ansvar for sig selv, hvis blot det gives muligheden herfor.

At ytringsfriheden er en livsnødvendighed, som bør begrænses mindst muligt og da kun, når ytringen risikerer at miste sin vægtløse karakter af ytring og manifestere sig som handling. At friheden til at ytre sig, ikke er friheden fra at modtage kritik af sine ytringer, når andre udfolder deres ytringsfrihed. At alt kan kritiseres, uanset om det tager form af moral, politik eller religion. At der er forskel på, hvad man selv anser for rigtigt, og hvordan man selv ønsker at bruge sin frihed, og så den frihed, man bør tilstå sin næste, der har krav på samme valgfrihed for, hvordan han vil bruge den.

Disse principper, og mange flere, udgør en del af den borgerlige-liberale tradition. I denne spalte skrev Nikolaj Gammeltoft i onsdags en række nytårsforsætter, der enten omfatter eller supplerer de her nævnte. Budskabet var, at det påhviler den enkelte at kæmpe for disse principper. Som borgerligt-liberale kan vi vel dårligt forvente, at Staten skal gøre arbejdet for os, uanset regeringens farve. Det må vi selv gøre.

Det er kulturkamp at kæmpe for disse principper. Det er ingen kunst.

Jesper Lau Hansen er professor og dr. jur.

Kilde: