Kristendemokraterne vil forbyde nøgenbadning

"Må vi være fri for bare numser?" Sådan spørger Kristendemokraternes politiske næstformand, Stig Grenov, i en politisk udtalelse

Slettet Bruger,

22. april 2009

"Må vi være fri for bare numser?"

Sådan spørger Kristendemokraternes politiske næstformand, Stig Grenov, i en politisk udtalelse. Svaret er, at det må han ikke, for i Danmark er det tilladt for alle at bade nøgne på såvel offentlig som privat strand. Men det vil Kristendemokraterne nu have lavet om på.

"Kristendemokraterne står som garant for borgernes frihed til at leve som de selv vil, men denne frihed gælder også de borgere, der ønsker at være fri for det nøgne look!" skriver Stig Grenov og fortsætter:

"Der er således ikke tale om frisind når nogle få mennesker med loven i hånd skal have lov til at udleve deres idéer i al offentlighed. For de borgere der finder nudismen anstødelig er der tale om udelukkelse og forvisning fra samtlige strande. Herudover er det nu heller ikke længere muligt med loven i hånd, at beskytte sig mod voksne med uterlige seksuelle tendenser, der ønsker at lege ekshibitionister på stranden foran øjnene på ens børn."

Målet er klart for Stig Grenov og Kristendemokraterne:

"Kristendemokraterne vil forbyde nøgenbadning på offentlig strand. Vi er hverken bornerte eller seksualforskrækkede, men vi vil kæmpe for den enkeltes ret til at færdes i det offentlige rum, uden at blive generet af synet af den menneskelige organismes ædlere dele. Naturen og strandene er for os alle!" skriver han.

ole@180grader.dk