Af Ole Birk Olesen
"Vi tror på sygeplejersken, pædagogen og skolelæreren. Hvad tror du på?" Sådan lyder budskabet i Kristendemokraternes plakatkampagne, som bl.a. kan beses i den københavnske metro.Bodil Kornbek, jeg kan se af jeres plakater, at I tror på nogen offentligt ansatte. Hvad med Gud?
"Vi står ved, at vi er inspireret af de kristne værdier, og vi er ikke bange for at tage det udgangspunkt."
På jeres plakater står der, at I tror på sygeplejersker og pædagoger ...
"Det gør vi da så sandelig også, for de gør en kæmpe indsats i det daglige, og hvis ikke de var der, hvor var vores velfærdssamfund så henne? Så selvfølgelig tror vi på, at de er krumtappen for at skabe et godt velfærdssamfund."
Hvad med dem, der betaler regningen - tror I også på dem?
"Vi tror på, at vi alle sammen skal bidrage til samfundet og helt ærligt: Vi har med den her regering oplevet, at vi er så optaget af vores eget - 'mine ting, mine forhold, det jeg har lyst til'. Vi skal om noget også have fokus på det, der er fælles og have et fælles ansvar for at løfte de opgaver," siger Bodil Kornbek, der er formand for Kristendemokraterne.
[email protected]