Konservative vil bruge millioner på folkeskolen

Slettet Bruger,

05/08/2007

Det er et problem, når forældre vælger at sende deres børn i privatskoler. Det mener de Konservatives justitsminister, Lene Espersen, der vil gøre mere for at forbedre folkeskolen.

"Jeg er meget, meget bekymret over den udvikling, vi ser for øjeblikket. Folkeskolen er jo det eneste tidspunkt i livet, hvor du møder alle samfundslag. Her går direktørens søn hånd i hånd med slagterens datter. Derfor er det ekstremt farligt, at vi nu er ved at udvande folkeskolen til at være et tilbud til dem, som ikke har ressourcer til at søge på privatskole," siger hun til Berlingske Tidende og fortsætter:

"De flytter deres børn, fordi folkeskolen ikke fungerer. Hvis vi skal have de ressourcestærke forældre til at vende tilbage til folkeskolen, så bliver vi nødt til at løse de problemer, der i dag er med de svage elever."

Haarder til K: Hvad med pengene?
Så sent som i går advarede Lene Espersen mod overbudspolitik fra Venstres side. Men i dag foreslår hun, at folkeskolerne skal tilbyde mere specialundervisning og sprogstimulering af tosprogede samt at gøre lektiecaféer til et obligatorisk tilbud.

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) kalder forslaget for "velment", men advarer om, at det vil blive dyrt.

"Hvis de Konservative har penge med, så er det fint. Partiet har også foreslået, at der skal være tre idrætstimer på alle klassetrin, så vi er efterhånden oppe på mange hundrede millioner kroner," siger han.

I går kritiserede Lene Espersen Folketingets øvrige partier for at ville bruge for mange penge i det offentlige.

[email protected]

Kilde: