Konservative protesterer over Paula

Slettet Bruger,

30/10/2007

Af Ole Birk Olesen

Den konservative partiledelses involvering i opstillingen af Paula Larrain som folketingskandidat i partiet "er rystende", mener Claus Christiansen, en af de folketingskandidater i København, som rammes af den kendte tv-værts lynkarriere i Det Konservative Folkeparti.

"Det er sundt med konkurrence, men når både partihovedkontor og partilederen er involveret i en kandidats opstilling er det rystende. Partiets ledelse har vel gjort sig overvejelserne over, hvilke negative sideeffekter det har for sammenholdet, at de blander sig i den københavnske valgkamp ved at opfinde en ny kandidat," udtaler han i en pressemeddelelse.

Den slags risikerer at gå ud over entusiasmen i partiet, mener Claus Christiansen.

"Jeg frygter at entuasiasmen blandt tillidsmandskorpset og de øvrige kandidater vil påvirke det konservative valgresultat i en negativ retning, hvis de på denne måde favoriserer en ny helt ukendt kandidat, som har flirtet med både de Radikale og Ny Alliance. Mange almindelige medlemmer og små vandbærere vil sikkert føle det underligt, at man med et friskt partimedlemskab skal bæres frem uden at have gjort en indsats for partiet tidligere," mener Claus Christiansen.

Syrligt
Fra Jakob Næsager, en anden konservativ kandidat i storkredsen, kommer der en slet skjult syrlig kommentar:

"Jeg har tillid til, at vælgerne kan vurdere, hvad de enkelte kandidater har leveret. Ikke bare i de sidste 10 dage, men i de sidste mange måneder."

Ifølge 180Grader.dk's oplysninger var der i går i ledelsen af Det Konservative Folkeparti bred begejstring for den nye, kendte kandidats opstilling, som måske vil skubbe folketingsmedlem Helle Sjelle ud på det civile arbejdsmarked.

[email protected]

Kilde: