Konservative i København: Khader vil have os til at bryde loven

Af Ole Birk OlesenDen konservative integrationsordfører Naser Khaders opsang til de københavnske lokalpolitikere, som har stemt ja til, at der må b...

Slettet Bruger,

01/09/2009

Af Ole Birk Olesen

Den konservative integrationsordfører Naser Khaders opsang til de københavnske lokalpolitikere, som har stemt ja til, at der må bygges en stormoske i byens nordvestkvarter, fremkalder hovedrysten hos de Konservative i København. Også de Konservatives egne medlemmer af Borgerrepræsentationen har nemlig stemt ja til den lokalplan, som tillader moskebyggeriet, og for det indhøster lokalpolitikerne fra Khader betegnelsen "naive" - fordi de ikke har undersøgt, hvem der finansierer moskeen.

Det vil formanden for Københavns Konservative Vælgerforening, advokat René Offersen, dog ikke høre tale om. Han mener i stedet, at det er Naser Khader, der ikke har forstået, at alt andet end et ja til moskebyggeriet ville have været ulovligt.

"Jeg må sige, at Naser Khaders synspunkt ikke har nogen gang på jorden. Han kritiserer politikerne for ikke at have lagt vægt på, hvordan man ude i fjerde kartoffelrække vil finansiere noget byggeri. Men det er jo ikke et planretligt relevant hensyn, når man skal tage stilling til et lokalplansforslag. Der står jo i planloven, hvad man skal tage hensyn til, så det, han kritiserer politikerne for, er grundlæggende, at de ikke har begået magtmisbrug. Det er lige præcis, hvad han skriver. Han kritiserer nogen folk for, at de ikke har inddraget ulovlige hensyn i deres sagsbehandling," siger René Offersen til 180Grader.

Københavner-formanden mener oven i det, at Naser Khader, der er et nyt medlem hos de Konservative, ikke har forstået meget af, hvad det vil sige at være konservativ.

"Khaders udtalelse er tilsyneladende udtryk for en tiltagende mistænkeliggørelse af etniske minoriteter. Jeg har kun grund til at være stolt af, at de Konservative i København har stemt for det her - jeg synes, det er aldeles fremragende. Man har stemt for, at et religiøst mindretal under respekt for lovens rammer kan bruge en grund til at bygge deres moske på. Det er sådan set det, der står i Grundlovens paragraf 67, nemlig at herhjemme har vi fri ret til gudsdyrkelse. Der står ikke noget om, at man har ret til at bygge en moske, men det harmonerer sådan set ret godt med, hvad den paragraf går ud på," siger René Offersen.

Da Naser Khader for knapt et halvt år meldte sig ind hos de Konservative ville René Offersen efter eget udsagn bare gerne se ham lidt an, men efter at Khader har foldet sig ud med først forslaget om forbud mod burka og nu hans udmelding om det københavnske moskebyggeri, synes Offersen at have gjort sin stilling klar.

"Det burka-forslag undergår i sin idé alt, hvad jeg i nyere tid kan huske, at jeg har set. Og så kommer sådan noget som det her, hvor jeg tænker, 'hvad foregår der?'. En helt grundlæggende konservativ værdi er tolerance, og det er jo sådan, at tolerancen altid kommer på sin værste prøve, når man møder nogen, som man ikke er enig med. Det er jo let nok med tolerancen, når man er enige, men nu har vi altså nogle mennesker med lovligt ophold i Danmark, og så skal vi da også udvise respekt for deres ret til at dyrke deres religion. Det har vi sådan set også forpligtet os til i henhold til vores grundlov," siger René Offersen til 180Grader.

[email protected]

Kilde: