Af Ole Birk Olesen
Når den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter kritiserer den nuværende partiledelse i Det Konservative Folkeparti for at have for lidt fokus på partiets grundlæggende værdier i den dagligdags politik, så er det fordi han har svært ved at følge med i, hvad der sker på Christiansborg. Den besked kommer fra de Konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær, som også mener, det er "underligt", at netop Schlüter kommer med kritikken."Jeg kan konstatere, at Poul Schlüter i forbindelse med et møde i Konservativ Ungdom for nylig har udtalt, at Konservative markerer sig for lidt i værdidebatten. Det er lidt underligt at høre fra en mand, der engang kaldte ideologi for noget bras," udtaler Henriette Kjær i en pressemeddelelse, som blev sendt ud i går aftes.
Men det kan også være svært for Poul Schlüter at følge med i, hvad de Konservative faktisk udretter på Christiansborg, og hvordan tiderne har ændret sig i dansk politik, mener hun.
"Vi, der færdes på Christiansborg hver dag, ved, at tiderne er anderledes, end da Poul Schlüter selv stod i spidsen for partiet. Og vi har forståelse for, at han har svært ved at følge den politiske dagsorden lige så tæt, som da han selv var partileder," lyder det med en slet skjult hentydning til, at Poul Schlüter om en uge fylder 79 år.
Poul Schlüter kritiserede som beskrevet på 180Grader.dk sine efterfølgere i partiets ledelse på Konservativ Ungdoms landsråd i forrige weekend. Han advarede imod, at man stiller sig tilfreds med at have 18 mandater i Folketinget og kaldte det tværtimod "skandaløst". Han foreslog, at man for at komme ud af dødvandet skal fokusere mere på de grundlæggende konservative værdier.
"Vi har syv dygtige fagministre. Undersøgelse efter undersøgelse placerer dem helt oppe i toppen, de fejler ikke noget. Men det er ikke nok at have dygtige fagministre. Folk stemmer nu engang ikke efter, hvordan de ser på hegnslovene, eller hvordan de ser på loven om bekæmpelse af oksebremselarver. Der skal mere til. Derfor vil mit råd være: Tal meget mere om, hvad det vil sige at være konservativ," sagde Poul Schlüter.
[email protected]