Konservative giver Venstre ret: Ikke en krone fra råderum til lavere skat

Slettet Bruger,

23/08/2007

Af Ole Birk Olesen

De 51 mia. kroner fra det økonomiske råderum, som regeringen i sin 2015-plan har identificeret, går ubeskåret til udgifter i den offentlige sektor, siger Venstre. Og det er helt fint med de Konservative, siger partiets finansordfører, Christian Wedell-Neergaard - selvom de Konservative i 2005 fik indføjet i regeringsgrundlaget, at der skulle bruges af et kommende råderum til reelle skattelettelser.

Christian Wedell-Neergaard, er I konservative enige med Venstre i, at ikke en eneste krone fra råderummet bruges på skattelettelser?
"Ja. Skattelettelsen er finansieret af pristalsreguleringen af energiafgiften og pengene fra arbejdsmarkedsfonden," siger Christian Wedell-Neergaard til 180Grader.dk.

Hvorfor udlægger I så hele 2015-planen som en sejr, når der i regeringsgrundlaget står, at man skal bruge penge fra råderummet på skattelettelser?
"Vi synes, det er en sejr, men selvfølgelig kun, hvis forslagene også finder opbakning hos et folketingsflertal. Vi har været ude efter et øget arbejdsudbud, og det får vi ved at hæve grænserne for betaling af mellem- og topskat og ved at forhøje jobfradraget."

Ingen retræte
Men i 2005 fik I under forhandlinger med Venstre lavet et regeringsgrundlag, som siger, at når man har et økonomisk råderum, så skal man bruge af det til at lette skatten. Nu har regeringen så fundet råderummet, men der bruges ikke én krone fra det på at lette skatten. Hvordan kan I udlægge det som en sejr?
"Det er da en sejr at få forhøjet grænserne for mellem- og topskatten. Hvis det vedtages, vil det da være en imødekommelse af vores synspunkt om, at marginalskatten skal sænkes. Men det er klart, at det ikke er, hvad man kan kalde en ren skattelettelse. Det er en hybrid, som både indeholder en skattelettelse, men også en forøgelse af energiafgifterne. Det er sund fornuft i en situation, hvor vi har nogle ambitiøse miljømål."

Men når man forhandler et regeringsgrundlag hjem, som taler om et råderum, der skal bruges til skattelettelser, og når man så, når råderummet viser sig, ikke bruger det til skattelettelser, er der så ikke mere tale om en retræte end en sejr?
"Jeg synes ikke, at du kan kalde det en retræte. Skattepakken indgår jo i en samlet økonomisk plan, og den er sådan tilrettelagt, at den finansieres ved øgede energiafgifter, og det er vi sådan set enige i," siger Christian Wedell-Neergaard.

Han ser samtidig optimistisk på mulighederne for at få reelle skattelettelser inden 2015, selvom 2015-planen ikke levner plads til det:

"Forudsætningerne i planen er et forsigtigt skøn i forhold til det nuværende udgangspunkt. Hvis perioden frem til 2015 udvikler sig ligesom den foregående periode med vækstrater i nærheden af tre procent om året, så vil der også opstå et endda betydeligt råderum til skattelettelser fremover. Og vi holder fast i vores vision, som er, at ingen skal betale mere end 50 procent i skat af deres indkomst."

[email protected]

Kilde: