Konservative går frem med Lene E.

Mens Bendt Bendtsen var leder af Det Konservative Folkeparti, har partiet aldrig fået tildelt over ti komma et eller andet i meningsmålingerne

Slettet Bruger,

07/10/2008

Mens Bendt Bendtsen var leder af Det Konservative Folkeparti, har partiet aldrig fået tildelt over ti komma et eller andet i meningsmålingerne. Nu hvor Lene Espersen har overtaget posten, ser tallene markant anderledes ud, og også i dag viser nye meningsmålinger tendensen.

Ifølge Synovate i Politiken ville de Konservative få 14,4 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Og Greens i Børsen bekræfter billedet - her siger 13,9 procent, at de vil stemme konservativt.

Til gengæld har Venstre begge steder den ringeste opbakning i hele Anders Fogh Rasmussens formandstid. 22,6 procent giver Greens til Venstre, mens Synovate er lidt mere rundhåndet med 23,6 procent. I begge målinger er Venstre mindre end Socialdemokraterne, men VKO-flertallet er til gengæld intakt.

De Konservative glæder sig over målingerne.

"Det viser, at vælgerne har taget godt imod vores formandsskifte. Og at vi er gode til at trænge igennem med vores politiske budskaber," siger partiets politiske ordfører, Henriette Kjær, til Politiken. Hun advarer dog om, at Venstres nedtur ikke er holdbar i længden:

"Det borgerlige Danmark har brug for, at Venstre konsoliderer sig, og at vi vokser os lidt større, men det er jeg sikker på, at Venstre er opmærksomme på."

[email protected]

Kilde: