Konservative flirter med Khader

De Konservative er begyndt at gøre kur til Ny Alliances formand, Naser Khader, for at sikre sig ham i folketingsgruppen, hvis partiet efter tænkepa...

Slettet Bruger,

08/02/2008

De Konservative er begyndt at gøre kur til Ny Alliances formand, Naser Khader, for at sikre sig ham i folketingsgruppen, hvis partiet efter tænkepausen nedlægger sig selv. Det erfarer Jyllands-Posten.

I den konservative partitop er man overbevist om, at Khader vil vælge de Konservative over Venstre, hvis Ny Alliance bliver nedlagt. Det er ikke kun i udlændingepolitikken, de vil kunne finde fælles fodslag, de har også generelle politiske grundholdninger til fælles, mener man fra konservativ side.

Ifølge Jyllands-Posten var kulturminister Brian Mikkelsen (K) i kontakt med Khader, inden han tog på ferie til Ægypten i denne uge. Efter sigende for at forhøre sig om Khaders tilstand oven på de seneste dages tumult i partiet. Uden at være meget nært forbundet kender de to hinanden fra Khaders fortid som kulturpolitisk ordfører hos de Radikale.

De Konservative har endnu ikke fremsat noget tilbud til Khader, da det stadig er uvist, hvad Ny Alliances tænkepause ender med, desuden kan et sådant skridt nemt syne af politisk strandhugst.

I ministerkredsen er man dog langt fra imponeret over alliancens manglende tilstedeværelse i det politiske arbejde på Christiansborg. Det betegnes som "barnagtigt" at trække stikket ud midt i en travl politisk sæson.

Ikke Samuelsen
Interessen for de tilbageværende medlemmer i Ny Alliance begrænser sig dog til Naser Khader, selvom Anders Samuelsen, bl.a. på skatteområdet, ligger tæt op af de Konservative, vurderes han at være for liberal i sine grundholdninger.

Jørgen Poulsen ligger tættere på Socialdemokratiet, vurderes det af flere af partiets folketingsmedlemmer. Poulsen selv har i tre dage svaret undvigende og tvetydigt på spørgsmål om sin egen fremtid.

Helle Thorning-Schmidt (S) har "ingen kommentarer" til spekulationerne om Jørgen Poulsens mulige fremtid hos Socialdemokraterne.

Alt er tilsyneladende muligt, når det drejer sig om det lille tre-mands parti. Mange forventer dog, at de vil fortsætte deres arbejde efter tænkepausen, skriver Jyllands-Posten.

[email protected]

Kilde: