Konkurrencestyrelsen: Offentlig service udsættes ikke for nok konkurrence

Drift af vuggestuer, børnehaver og plejehjem går forbi næsen på private virksomheder, fordi den offentlige sektor er alt for dårlig til at sende op...

Slettet Bruger,

15/04/2008

Drift af vuggestuer, børnehaver og plejehjem går forbi næsen på private virksomheder, fordi den offentlige sektor er alt for dårlig til at sende opgaver i fri konkurrence, skriver dagbladet Børsen.

Det vurderer Konkurrencestyrelsen i sin nye konkurrenceredegørelse, som først bliver offentliggjort i slutningen af maj, men hvor dagbladet Børsen er kommet i besiddelse af dele af rapporten.

Kun 18 pct. af de samlede offentlige indkøb i stat, regioner og kommuner blev sendt i EU-udbud forrige år, og dermed halter Danmark efter EU-gennemsnittet, der ligger på 19,5 pct.

Samtidig er VK-regeringens specifikke mål for kommunerne, hvor 25 pct. varer og serviceydelser skal være sendt i konkurrence senest inden 2010, slet ikke inden for rækkevidde.

Kommunerne var forrige år kun oppe på 20 pct., og for at nå i mål kræver det, at kommunerne lægger opgaver for yderligere 9 mia. kr. ud til åben kamp mellem kommunale og private leverandører.

"Opgavevaretagelsen i den offentlige sektor kan og bør udsættes for mere konkurrence," skriver Konkurrencestyrelsen i sin rapport, og Frank Bill, branchedirektør i serviceindustrien under DI, nikker ja til konklusionen.

"Der er lang vej, og der er ikke tegn i sol og måne på større bevægelse ude i kommunerne, så det er svært at forestille sig, at man kan komme op på de 25 pct. i 2010. Værktøjerne er såmænd på plads, så det handler mere om politisk vilje ude i kommunerne," siger Frank Bill til Børsen.

[email protected]

Kilde: