Kommentatorer: S-plan er dyr og urealistisk

Slettet Bruger,

17/08/2007

Med lanceringen af deres nye udspil for brug af flere penge i den offentlige sektor, manifesterer Socialdemokraterne sig som et parti med en alternativ dagsorden, der er klar til at tage kampen op mod regeringen, men også som et parti der til en vis grad har mistet jordforbindelsen. Det mener tre af de mest benyttede politiske kommentatorer ifølge Berlingske Tidende.

"Thorning er i den tragikomiske situation, at hun anklages for at være politikløs, men når hun endelig kommer med en stort udspil, er det for omfattende og urealistisk," siger redaktør på Mandag Morgen, Noa Redington. Og han bakkes op af B.T.'s politiske kommentator Helle Ib:

"De mange konkrete velfærdsrettigheder er dyre og svære at gennemføre," siger hun, men roser forslaget for, at det er nemt at kommunikere til vælgerne.

Se og Hør's chefredaktør, Henrik Qvortrup, mener at udspillet er et udtryk for klassisk kontraktpolitik efter Fogh-modellen. Men han tvivler på forslagets gennemslagskraft.

"Med gårsdagens udspil har S gjort alt for at sætte scenen for en valgkamp, hvor omdrejningspunktet skal være en påstået modsætning mellem velfærd og skattelettelser. Det er dog mere tvivlsomt om manøvren lykkes," siger han.

Kan hun slå Fogh?
På spørgsmålet om hvor meget tættere Helle Thorning-Schmidt er kommet på at opfylde sit løfte fra formandsvalget om at slå Anders Fogh, er de mere uenige.

"I en valgkamp kan S slå på, at deres kvalitetsreform også er borgernes reform og ikke alene er det største statstilskud til efteruddannelse af offentligt ansatte i historien. Det styrker partiets forspring i velfærdspolitikken og holder liv i ambitionen om at vippe Fogh af pinden," vurderer Noa Redington.

Helle Ib roser forslaget for at give Socialdemokraterne "en kant" i forhold til regeringen.

"Regeringen kan ikke hugge planen. Det dyre velfærdsudspil er med til at understrege Helle Thorning-Schmidts pointe om, at borgerne ved det kommende valg må vælge mellem skattelettelser eller bedre velfærd," siger hun.

Henrik Qvortrup er mere kontant i sin vurdering af Socialdemokraternes muligheder:

"Mogens Lykkestoft har med sit klynkende udfald mod statsministeren placeret socialdemokraterne i taberrollen - allerede inden valget er udskrevet."

[email protected]

Kilde: