Kommentator: Seebergs afgang kan styrke Alliancen

Gitte Seeberg stod for Ny Alliances venstrefløj, og med hendes exit kan partiet finde sine ben efter lang tids tumult

Slettet Bruger,

29/01/2008

Gitte Seeberg stod for Ny Alliances venstrefløj, og med hendes exit kan partiet finde sine ben efter lang tids tumult. Det vurderer tidligere V-spindoktor, Michael Kristiansen, over for politiken.dk.

Han mener, at det var interne uenigheder, der gav Naser Khader uld i mund, når talen faldt på at støtte Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister under valgkampen sidste år.

"Det første, der slog mig, da jeg hørte det, er, at nu får vi forklaringen på, hvorfor Ny Alliance og Naser Khader var så uldne i munden under valgkampen," siger Michael Kristiansen til politiken.dk.

En ny start
Den borgerlige side af Ny Alliances partipgram, såsom forslaget om flad skat, kom fra eks-radikale Anders Samuelsen, hvorimod Gitte Seeberg forsøgte at lægge afstand til sine tidligere konservative kolleger og deres samarbejde med Dansk Folkeparti.

"For partiets overlevelse er dette her meget godt. Ny Alliance ligger på nul i de seneste meningsmålinger, men dette her behøver ikke være den sidste pind til ligkisten. De har tre år inden næste folketingsvalg til at finde et nyt projekt. Og nu kan de blive enige," siger Michael Kristiansen.

"Men projekt 'nok er nok' er dødt. Det var det i forvejen, men det bliver det helt bogstaveligt med, at Gitte Seeberg går," siger han, med henvisning til Seebergs erklæring om at ville bryde blokpolitikken.

Umodent
At Ny Alliances folketingsgruppe ikke evner at samle de fem folketingsmedlemmers holdninger, vidner om, at partiet endnu har meget at lære, vurderer han.

"Det siger noget om, hvor umodent hele projektet er, at folk bare går, hvis de ikke får det, som de vil have det. Det så vi også under valgkampen, hvor nogle kandidater snakkede om, at hvis de ikke havde tid til at sidde i Folketinget, ville de sende en suppleant," siger Michael Kristiansen til politiken.dk.

[email protected]

Kilde: